11/11-13
-
Pressemeddelelse
Drengelitteraturprisen skal styrke drenges læselyst
Gennem en onlineafstemning har drenge selv valgt tre noveller som vindere af årets Drengelitteraturpris. Prisen skal gøre læsning til en sjov aktivitet for drenge. Den går derfor til noveller, der tager udgangspunkt i drengenes eget univers.
Drengelitteraturprisen blev i år givet til tre noveller, der særligt ramte drengenes smag.
1. pladsen og en præmie på 25.000 kr. gik til Mette Lauritzen for novellen De levende døde.
2. pladsen og en præmie på 10.000 kr. gik til Birgitte Bregnedal for novellen Den nye træner.
3. pladsen og en præmie på 5.000 kr. gik til Annette Herzog for novellen Lortedag.
Prisuddelingen fandt sted på Børnescenen på Bogforum i Bellacenteret fredag den 8. november 2013.
Mange drenge mister lysten til at læse, når de når 4.-7. klassetrin. For at få flere forfattere til at skrive tekster til drenge, hædrer Drengelitteraturprisen forfattere, som skriver med udgangspunkt i drengenes univers. Det skal give flere drenge lyst til at læse. Undervisningsminister Christine Antorini og kulturminister Marianne Jelved uddelte prisen på Bogforum i dag.
Kulturminister Marianne Jelved siger:
"Jeg er meget optaget af, hvordan vi får flere børn til at mærke læselysten på egen krop.
At blive dybt opslugt af en historie er en helt særlig oplevelse. Det gælder, hvad enten man er barn eller voksen - dreng eller pige. Forløbet op til prisuddelingen har givet en masse børn en god læseoplevelse. Og den har forhåbentlig været med til at tænde læselysten."
Undervisningsminister Christine Antorini siger:
"Læsning danner grundlaget for stort set alle fag og kompetencer i livet. Derfor er det afgørende, at vi også giver mange flere drenge lyst til at læse meget mere selv. Drengelitteraturprisen bakker op om god litteratur skrevet på en måde, som i særlig grad giver drengene mere lyst til at læse - også når det ikke er lektier."
Pressekontakt
Kulturministeriets pressetelefon
+45 2276 5116
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk