11/12-13
-
Pressemeddelelse
Ny handlingsplan for den internationale kulturudveksling
Kulturministeriet, Udenrigsministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet lancerer sammen med en række fremtrædende kulturinstitutioner en ny handlingsplan for den internationale kulturudveksling 2014-16.
Kulturminister Marianne Jelved siger:
"Den internationale kulturudveksling er vigtig, fordi det ofte er gennem mødet med vores omverden, at vi lærer at forstå os selv. Netop kunst og kultur har en særlig evne for at åbne op for den interkulturelle dialog. Det er, hvad enten vi viser Danmark frem i udlandet eller omvendt. Den nye handlingsplan giver et solidt grundlag til fortsat at øge kulturudvekslingen med udlandet og internationaliseringen af dansk kulturliv."
Fokus for den internationale kulturudveksling
Med den nye handlingsplan Sammenhæng gennem synergi og samarbejde kommer den internationale kulturudveksling til at fokusere på temaerne: bæredygtighed, børn og unge samt dialog, demokrati og deltagelse. Fokus vil geografisk være på BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) og Mellemøsten. Ud over at være spændende nye kulturmarkeder er disse områder også vigtige inspirationskilder for dansk kunst- og kulturliv med rige muligheder for øget interkulturel dialog og kulturudveksling.
Formål med den internationale kulturudveksling
Formålene med den internationale kulturudveksling er: 1) udvikling og fornyelse af dansk kunst og kultur, 2) markedsføring af Danmark som land, 3) fremme af kultureksport og 4) fremme af interkulturel dialog.
Det er kendetegnende for den danske kulturudveksling med udlandet, at disse formål først og fremmest forfølges ud fra et princip om høj kvalitet som forudsætning for ethvert initiativ eller projekt.
Det Internationale Kulturpanel
Den nye handlingsplan for kulturudveksling med udlandet er udarbejdet af Kulturministeriet, Udenrigsministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet i tæt samarbejde med Det Internationale Kulturpanel. Dette panel samler en række fremtrædende kulturinstitutioner, som alle har et internationalt perspektiv i deres arbejde.
Det Internationale Kulturpanels medlemmer tæller: Kulturministeriet, Statens Kunstråd (pr. 1/1-14 Statens Kunstfond), Det Danske Kulturinstitut, Dansk Arkitektur Center, Dansk Design Center, Det Danske Filminstitut, Danish Crafts, Center for Kultur og Udvikling, Kulturstyrelsen, Udenrigsministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet.
Pressekontakt
Kulturministeriets pressetelefon
+45 2276 5116
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk