Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
26/01-15   -   Pressemeddelelse

17,5 mio. kr. til 49 nye biblioteksprojekter

Bibliotekerne tager udfordringerne op i landdistrikterne, inviterer byens borgere med til at indrette fremtidens bibliotek og opsøger skrøbelige borgere med bøger, fordi læsning giver livsglæde. Det er visionerne bag nogle af bibliotekernes udviklingsprojekter, som nu får 17,5 mio. kr. til at føre ideerne ud i livet.

"Småt brændbart - Biblioteket på kanten" hedder et nyt projekt fra Brønderslev Bibliotek, som skal fyre op under den såkaldte udkantsdebat ved at skabe nye relationer mellem borgere og et aktivt og mere udfarende bibliotek.

Et af 49 projekter fra landets biblioteker, som nu får i alt 17,5 mio. kr. fra Kulturstyrelsens udviklingspulje for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre.

Kulturminister Marianne Jelved siger:
"Det er glædeligt, at iderigdommen er så stor, og at bibliotekerne kommer med konkrete bud på, hvordan de kan være aktive medspillere til løsning af eksempelvis landdistrikternes demografiske udfordringer. Bibliotekerne bevæger sig mod også at blive mødesteder for aktive lokalsamfund. De fleste ansøgninger er til projekter, der rækker ud efter borgere, der ikke har tradition for at benytte bibliotekerne, eller til projekter, der vil inspirere unge såvel som ældre biblioteksbrugere til at benytte de mange tilbud på nye måder."

Det lokale mødested
Det nye Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus vil invitere alle i kvarteret til at være med til indretning af de fysiske rum og til at komme med ideer til aktiviteter i og omkring huset.

I Sønderborg vil biblioteket være drivkraften i et samarbejde mellem skole og kulturinstitutioner ved at lege og spille lokalhistorien ind i de unges hverdag. Projektet "Minecraft - død og ødelæggelse" vil både bruge nyeste digitale værktøjer og fysiske modeller af historiske landskaber og bygninger som pædagogisk legetøj.

Og i Horsens ved bibliotekerne, at læsning er sundt for sjælen, og vil derfor mere aktivt tilbyde "kuren" uden for bibliotekets vægge. Det skal dels foregå gennem det eksisterende initiativ Sund By, som arbejder med sundhedsfremme i kommunen, dels gennem andre partnerskaber, der støtter borgere, som er skrøbelige på grund af sygdom eller sociale problemer.

Pressekontakt

Kulturministeriets pressetelefon
  +45 2276 5116

Firma

Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K, Danmark

  25 47 21 07

http://www.kum.dk

Modtag nyheder fra Kulturministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire