10/04-15
-
Pressemeddelelse
To børnebøger vinder Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris
Kulturministeriet hædrer børnebøgerne "De vilde svaner" og "Ella er mit navn vil du købe det".
Den 16. april uddeler kulturminister Marianne Jelved Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger for 2014.
Forfatterprisen går til Mette Hegnhøj for "Ella er mit navn vil du købe det?", mens Illustratorprisen går til Lars Gabel for illustrationerne til "De vilde svaner".
Kulturminister Marianne Jelved siger:
"De to bøger er underfundige og nyskabende og giver os lyst til at læse og fordybe os. Der bliver leget med ordene, de grafiske former og billedkunstneriske stilarter på en stimulerende og udfordrende måde, så man kan tage dem frem igen og igen og finde nye betydninger og samspil mellem tekst og illustrationer."
Uddrag fra komiteens begrundelse for indstillingen af Mette Hegnhøj
"Det er en rørende og meget fin bog, der som pigen Ella leger med både form og indhold. En bog, der trods sin korthed, rummer så mange tanker, der kan deles med andre skilsmissebørn og ikke skilsmissebørn - og voksne for den sags skyld. Romanen rammer skilsmissebarnet præcist med en livsbekræftende historie om, at sorgen og ensomheden ikke kun er trist, men kan være selve kilden til kunst."
Uddrag fra komiteens begrundelse for indstillingen af Lars Gabel
"Lars Gabels illustrationer er lavet i smuk overensstemmelse med både det eventyrlige og det foruroligende i Andersens eventyr. 'Det var et skilderi, prægtigere end hun havde set noget før', tænker Elisa, da hun ser skyggen af sig selv og de flyvende svaner aftegnet på en sky. Det samme tænker læseren om Lars Gabels illustrationer ved endt læsning: Prægtigt!"
Pressekontakt
Kulturministeriets pressetelefon
+45 2276 5116
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk