21/04-15
-
Pressemeddelelse
Vær med til at fejre litteraturen på Danmark Læser Dagen 23. april
Se hvor du kan være med til at fejre litteraturen, når 100.000 bøger og e-bøger bliver delt gratis ud på Verdens Bogdag som led i kulturminister Marianne Jelveds store læsekampagne Danmark Læser.
Torsdag 23. april 2015 fejres Verdens Bogdag i hele landet, hvor 4.000 bogelskende danskere deler 100.000 bøger ud til danskere, der sjældent læser.
For alle dem, der ikke er så heldige at møde en boguddeler, ligger alle titler til gratis download som e-bøger på dagen på DR, Saxo, Mofibo og via Kulturministeriets hjemmeside.
Samtidig bobler hele landet af litteraturarrangementer. Der vil blandt andet være mulighed for at komme til forfatterarrangementer med en lang række forskellige forfattere og møde kulturminister Marianne Jelved i Aalborg og København. I andre byer kan man komme på litterær byvandring, til sønderjysk kagebord eller filmforevisning. Og i mange af landets boghandlere kan man derudover bytte bøger og få rabat på køb af nye bøger.
Kulturminister Marianne Jelved siger:
"Jeg har længe glædet mig til at være med til at dele gode læseoplevelser ud og tale om det, litteraturen kan, på Danmark Læser Dagen. Det er imponerende, så mange arrangementer boghandlerne og bibliotekerne har stablet på benene i hver en krog af landet, og jeg er glad for, at så mange har meldt sig som boguddelere, så litteraturen kan komme bredt ud over hele landet."
De fem bøger, der bliver delt ud på dagen er: Erling Jepsens "Den Sønderjyske Farm", Maren Uthaugs "Og sådan blev det", Naja Maria Aidts "Bavian", Robert Zola Christensens "Hævn" og Morten Hesseldahls "Drager over Kabul".
Her kan du møde kulturministeren
8.30-9.30 på John F. Kennedys Plads i Aalborg: Sammen med Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, og buschauffører fra Nordjysk Trafikselskab deler Marianne Jelved bøger ud og taler om læsning med forbipasserende og pendlere.
13.00-14.00 på Gentofte Hovedbibliotek: Kulturministeren taler om litteratur med forfatterne Robert Zola Christensen og Maren Uthaug.
15.00-16-00 på Papirøen: Marianne Jelved indvier Christianshavn Bogfestival. Til stede er også forfatterne Jacob Skyggebjerg og Robert Zola Christensen.
17.00-19.00 på Rådhuspladsen i København: Ministeren deler bøger ud med en lang række kulturordførere fra andre partier og forfatterne Maren Uthaug, Robert Zola Christensen og Erling Jepsen.
Pressekontakt
Kulturministeriets pressetelefon
+45 2276 5116
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk