06/07-15
-
Pressemeddelelse
Danmark får to nye steder på UNESCOs verdensarvsliste
Brødremenighedsbyen i Christiansfeld og Christian 5.s skove til parforcejagt i Nordsjælland er nu med i det fornemme selskab med verdens unikke kultur- og naturarv.
UNESCOs verdensarvskomite har på sit årlige møde, som i år finder sted i Bonn i Tyskland, besluttet, at Danmark får endnu to steder med i det fine selskab på verdensarvslisten. UNESCO er FN's organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation.
Den ene lokalitet er den kristne Brødremenighedsby i Christiansfeld, som blev nøje plan- og anlagt af Herrnhuterne i 1773. Byen er usædvanlig velbevaret og intakt med både den oprindelige byplan og de oprindelige bygninger, og arkitekturen afspejler Brødremenighedens værdier.
Den anden lokalitet er det såkaldte parforcejagtlandskab i Nordsjælland, som Christian 5. designede i 1680'erne for at få den bedste parforcejagt. En jagtform hvor ryttere og hunde jager et kronvildt til udmattelse, hvorefter kongen eller den fornemmeste gæst dræber dyret med sværd eller spyd.
Kulturminister Bertel Haarder glæder sig over anerkendelsen:
"Jeg kender Christiansfeld og ønsker byen og egnen til lykke. Og Kongernes Nordsjælland får hermed endnu en udmærkelse. Jeg fryder mig som ny kulturminister."
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen siger:
"Den danske natur er en magnet for turisme, og hvert år er naturen vært for mere end 110 millioner besøg. Det er bevis for, at ikke bare danskere, men også turister sætter pris på gode oplevelser i naturen. Jeg er sikker på, det kan være til stor gavn for turismeerhvervet, at vi nu har fået to nye, skønne danske pletter på UNESCOs verdensarvsliste."
Borgmester i Kolding Kommune, Jørn Pedersen (V) siger:
"Christiansfeld er nu blevet et verdensnavn. Kvalitetsstemplet er sat på vores unikke Brødremenigheds by. Rigtig mange mennesker har en aktie i, at det er lykkes. Men når det kan ske, så er det jo reelt fordi, at vores daværende konge Christian 7. gav lov til, at Brødremenigheden opførte den unikke bymidte. Jeg ser frem til, at både turister og resten af Danmark vil få øjnene op for det helt særlige i Christiansfeld."
Danmark pænt med
Rigsfællesskabet, som Danmark repræsenterer i forhold til UNESCO, har i forvejen fem steder på listen; Vadehavet, Stevnsklint, Roskilde Domkirke, Kronborg Slot, Jelling Monumenterne og Ilulissat Isefjord i Grønland. Med de to nye steder har Danmark og Grønland altså otte lokaliteter i det fine selskab.
Listen tæller i øjeblikket over 1.000 kultur- og natursteder og blandt dem berømtheder som templerne Akropolis i Athen og Angkor Wat i Cambodia, den Kinesiske Mur og risterasserne i Philippinerne.
Brødremenigheden I Christiansfeld
Om Brødremenighedens by i Christiansfeld, som er grundlagt i 1773 af Herrnhuterne fra Tyskland, bemærker UNESCO-komiteen, at byen er et velbevaret fysisk vidnesbyrd om kristne, etiske principper udtrykt gennem byens humanistiske plan, dens arkitektur og håndværk. Brødremenighedens nøje planlagte by er en af de bedst bevarede blandt mange menighedsbyer. I den gamle del af byen er husene bygget af gule mursten med røde tegltage. To parallelle gader flankeret af lindetræer og en grøn, central plads foran kirken udgør centrum for byen.
Parforcelandskabet
UNESCO-komiteen siger i sin begrundelse bl.a., at parforcelandskabet i Nordsjælland er et usædvanligt og velbevaret eksempel på, hvordan den europæiske baroks værdier blev omsat i design af naturen. Parforceskovene ligger spredt og omfatter den sydlige del af Gribskov, Store Dyrehave og Jægersborg Hegn og Dyrehave.
Christian 5. opdelte skovene i sektioner adskilt af nummererede rette veje i en kombination af stjerneformation og kvadratnet, som skar over hinanden. På den måde kunne jægerne til hest få overblik over, hvor kronvildtet befandt sig. Dyret blev jagtet til udmattelse, hvorefter det blev stukket ihjel.
Vikingerne må om igen
Danmarks tredje kandidat, Vikinglokaliteter i Nordeuropa, som er udarbejdet i samarbejde med Island, Letland, Norge og Tyskland, kom ikke ind på listen.
UNESCO anbefaler, at landene forbedrer ansøgningen.
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk