04/03-16
-
Pressemeddelelse
Større opmærksomhed på forfulgte forfattere
Kulturminister Bertel Haarder støtter ny informationskampagne om fribyordningen med 125.000 kr. Dansk PEN står bag kampagnen, der skal øge danske kommuners hjælp til forfulgte udenlandske forfattere og skribenter.
Kulturminister Bertel Haarder siger:
"Retten til at tænke og skrive frit er en afgørende dansk kulturel værdi. Danmark har i en årrække givet husly til forfulgte forfattere gennem fribyordningen. Men de seneste år har kommunernes opmærksomhed på ordningen været vigende. Derfor har jeg nu besluttet at støtte en informationskampagne, som skal få flere kommuner til at gå med i ordningen. Kampagnen udføres af Dansk PEN. Det er vigtigt, at vi i Danmark er med til at værne om forfulgte forfatteres ytringsfrihed. Jeg håber, dette initiativ vil puste nyt liv i ordningen."
Informationskampagnen vil blive iværksat af Dansk PEN, som har en koordinerende rolle mellem kommunerne og den internationale fribyorganisation, ICORN. Kulturministeriet yder et økonomisk bidrag på 125.000 kr. til kampagnen, som afvikles over to år.
Fribyordningen giver forfulgte, udenlandske skribenter mulighed for at få et pusterum i en tidsbegrænset periode i én af de danske kommuner, der er med i ordningen. Kommunerne - kaldet "fribyer" - forpligter sig til at være vært for de tilrejsende skribenter og påtager sig det økonomiske ansvar for opholdet i Danmark Fribykommunerne kan årligt søge om 30.000 kr. i støtte til aktiviteter for deres fribyforfatter.
Fem danske kommuner har, siden ordningen blev etableret, været værter for i alt 6 forfulgte forfattere: Fanø, Frederiksberg, København, Odense og Århus. Århus har været vært for to forfattere, og det seneste værtsskab udløb i slutningen af februar, og kommunen er allerede klar til at modtage en ny forfatter her i foråret. To kommuner mere, København og Helsingør, har netop besluttet at gå med i ordningen og regner med at kunne modtage forfattere i løbet af året.
Pressekontakt
Kulturministeriets pressetelefon
+45 2276 5116
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk