07/04-16
-
Pressemeddelelse
Årets vindere af Kulturministeriets Illustratorpris og Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger
Kulturministeriet hædrer illustratoren Anna Margrethe Kjærgaard for bogen "Mit Hus" og forfatteren Mette Eike Neerlin for bogen "Hest, hest, Tiger, tiger". Kulturminister Bertel Haarder overrækker priserne tirsdag den 26. april kl. 15.00 i Kulturministeriets Store Mødesal.
Illustratorprisen går til Anna Margrethe Kjærgaard for illustrationerne til "Mit Hus", mens Forfatterprisen går til Mette Eike Neerlin for bogen "Hest, hest, Tiger, tiger". Vinderne er udpeget af to fagkyndige indstillingsudvalg. Priserne er på 75.000 kr. hver.
Kulturminister Bertel Haarder siger:
"Mange af os kan pege på en bog eller et forfatterskab fra vores barndom og ungdom, der har gjort en afgørende forskel for os som læsere og mennesker. Det er derfor en fornøjelse og et privilegium at kunne hædre to børne- og ungdomsbøger, der begge er af den højeste kvalitet og forhåbentlig kommer til at gøre en forskel for en masse læsere."
Uddrag fra udvalgets begrundelse for indstillingen af Mette Eike Neerlin ("Hest, hest, Tiger, tiger") til forfatterprisen:
"I fordomsfri solidaritet med alle sine karakterer skriver Mette Eike Neerlin let og sjovt om benhård realisme og den hensynsfulde lille menneskekender og samfundsanalytiker Honey, der er fuld af løgn, men siger en del sandheder. Med timing, sproglig beherskelse og veldoseret humor viser forfatteren, at teksten ikke behøver være alvorstung for at læseren mærker alvorens tyngde.
Uddrag fra udvalgets begrundelse for indstillingen af Anna Margrethe Kjærgaard ("Mit Hus") til illustratorprisen:
"'Mit Hus' er en fornem billedfortælling, der med en lille piges blik fortæller om 2. verdenskrig på Bornholm. (...) Det er beundringsværdigt og opløftende, at der på baggrund af en beskrivelse af krig og ulykke vokser en formfuldendt, smuk, poetisk og nærværende billedfortælling frem for nutidige læsere."
Prisuddelingen finder sted tirsdag den 26. april 2016 klokken 15.00 i Kulturministeriets Store Sal. Pressen er velkommen efter tilmelding.
Fakta om priserne
Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger er blevet uddelt siden 1954, mens Illustratorprisen er blevet uddelt siden 1979. Det har traditionelt været ministeren, der har overrakt priserne. To indstillingsudvalg udpeger prismodtagerne. De består hver af tre medlemmer samt en formand, der repræsenterer Statens Kunstfond.
Indstillingsudvalget for Illustratorprisen består af: Bodil Nielsen, formand (Statens Kunstfonds Billedkunstudvalg), Mai Misfeldt (Litteraturkritikernes Lav), Nina Christensen (Selskabet for Børnelitteratur (IBBY) og Lars Vegas Nielsen (Illustratorgruppen i Dansk Forfatterforening og Tegnerforbundet 1919)
Indstillingsudvalget for Forfatterprisen består af: Kamila Slocinska, formand (Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur), Anita Brask Rasmussen (Litteraturkritikernes Lav), Merete Flensted Laustsen (Selskabet for Børnelitteratur, IBBY), Søren Fanø (Dansk Forfatterforening).
Pressekontakt
Kulturministeriets pressetelefon
+45 2276 5116
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk