Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
16/11-11   -   Pressemeddelelse

Aftale om en forstærket indsats for flere praktikpladser i 2012

Regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti har indgået en "Aftale om en forstærket indsats for flere praktikpladser i 2012", hvor der afsættes cirka 2,6 milliarder kroner til at skaffe 10.400 ekstra praktikpladser.

Aftalen er dels en forstærket indsats i forhold til tidligere, dels en videreførelse af initiativerne i "Aftale om flere praktikpladser i 2011", som blev indgået mellem den daværende regering (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.

"Jeg er yderst tilfreds med, at vi her har fået en bred politisk aftale om et vigtigt politisk område. Med aftalen sikrer vi, at der her og nu tages hånd om praktikpladssituationen, så de unge får mulighed for at gennemføre en erhvervsuddannelse. På længere sigt vil regeringen til trepartsforhandlingerne komme med bud på, hvordan vi kan skærpe uddannelsesgarantien yderligere og sikre praktikpladser, så alle kan afslutte deres erhvervsuddannelse," siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini.

Private og offentlige arbejdsgivere medvirker med cirka 2,3 milliarder kroner via AER-ordningen til at finansiere indsatsen.

Følgende af aftalens initiativer er en styrkelse af den tidligere indsats for flere praktikpladser:

· 3.000 ekstra skolepraktikpladser.
· Forsøg med praktikpladscentre på erhvervsskoler. Centrene skal blandt andet oprette fællesskaber af praktikvirksomheder, som skal give skolepraktikelever mulighed for at komme på praktikophold i flere virksomheder efter en forud fastlagt plan. Der skal blandt andet gøres forsøg med, om skolerne kan løfte ansvaret for elevens samlede uddannelse.

Regeringen vil herudover nedsætte en arbejdsgruppe, som skal beskrive, hvordan der sikres en øget, ubureaukratisk og omkostningseffektiv brug af sociale klausuler om praktikpladser i offentlige udbud.

Desuden er aftalen en videreførelse af flere initiativer fra aftale om flere praktikpladser i 2011, som blev indgået mellem den daværende regering og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, blandt andet:

· Præmie- og bonusordning på op til 70.000 kroner til private og offentlige arbejdsgivere, der indgår en uddannelsesaftale med en elev.
· Løntilskud på 30 kroner i timen de første syv måneder af praktiktiden til private og offentlige arbejdsgivere, der indgår egu-praktikaftaler.
· Styrket uddannelsesgaranti, så alle elever, der i 2012 påbegynder trin 1 i skolepraktik, får adgang til skolepraktik i uddannelsens øvrige trin.
· Kampagne for flere praktikpladser, som giver virksomheder bedre og lettere adgang til oplysninger om at ansætte elever.

Relevant information

http://www.uvm.dk/


Pressekontakt


Firma

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K, Danmark

  33 92 50 44
  41 27 70 39

http://www.uvm.dk/

Modtag nyheder fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire