Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
26/01-12   -   Pressemeddelelse

Auschwitz-dag 2012: En verden af valg - gerningsmand, tilskuer eller beskytter

Den 27. januar er årsdagen for befrielsen af Auschwitz i 1945 og er i Danmark mindedag for Holocaust og andre folkedrab. Dagen fokuserer på de valg, mennesker i ekstreme situationer træffer. Hvorfor bliver nogle gerningsmænd, mens andre redder liv? Og hvorfor ser nogle mennesker passivt til, mens et folkedrab finder sted?

Adolf Eichmann, Josef Mengele og Rudolf Höss. Personer, der er gået over i historien for deres gruopvækkende gerninger under Holocaust. Ofte er de skildret som sadistiske, umenneskelige galninge uden nuancer. Men hvilke motiver drev dem? Det ser historiker Therkel Stræde nærmere på, når han på Auschwitz-dag i Odense undersøger motiver og handlemuligheder blandt nogle af Holocausts gerningsmænd.

Auschwitz-dag markeres den 27. januar ved en række forskellige arrangementer i landets kommuner. Gennem vidnesbyrd, faglige oplæg, musik og anden kunst debatteres temaet En verden af valg - gerningsmand, tilskuer eller beskytter.

Flere arrangementer har den personlige historie i centrum. I Aarhus læser skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum højt af Olly Ritterbands Auschwitz - jeg var 20 år, mens forfatter og doktor i filosofi Morten Thing i Roskilde fortæller om sine forældres modstandskamp under 2. Verdenskrig.

Andre steder forbinder arrangementerne fortiden med nutiden. Det sker blandt andet i Glassalen i Tivoli i København, hvor Holocaust og det aktuelle retsopgør efter folkedrabet i Cambodja er på programmet.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini mener, at det er vigtigt, at der bliver sat fokus på folkedrab, selv om det snart er 70 år siden, at Holocaust fandt sted:

"Vores generation og de kommende generationer skal kende konsekvenserne af de overgreb, der fandt sted dengang, såvel som dem, vi desværre med mellemrum stadig ser rundt om i verden. Kun ved at sætte historien i perspektiv til vores samtid bliver vi i stand til at diskutere de svære politiske og moralske spørgsmål, som krige, kriser og overgreb til stadighed rejser," siger hun.

Folkedrab handler om menneskelige skæbner og forbrydelser i både fortid og nutid. Derfor er folkedrab vigtigt at lære om og lære af. Af samme grund følges dagen af en række undervisningstiltag i grundskolen og i ungdomsuddannelserne. Ministeriet for Børn og Undervisning og Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) organiserer aktiviteterne.

På Auschwitz-dag den 27. januar 2012 kan du blandt andet opleve:

· I København taler Steve Sem-Sandberg om sin dokumentariske roman "De fattige i Lodz"
· I Aarhus ser lektor Karsten Fledelius nærmere på krig og folkedrab på Balkan
· I Odense giver Robert Fischermann en personlig beretning om sit fangenskab i Theresienstadt
· I Helsingør fortæller filminstruktør Anne-Grethe Bjarup Riis om Hvidsten-gruppen og viser centrale dele af sin kommende film om modstandsgruppen.

Læs mere om Auschwitz-dagens arrangementer, tilmelding med mere på: www.27-1.dk og www.folkedrab.dk

Relevant information

http://www.uvm.dk/


Pressekontakt


Firma

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K, Danmark

  33 92 50 44
  41 27 70 39

http://www.uvm.dk/

Modtag nyheder fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire