Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
29/02-12   -   Pressemeddelelse

Minister klar med nye initiativer mod AMU-misbrug

På baggrund af kulegravning af AMU-systemet skærper børne- og undervisningsminister Christine Antorini nu indsatsen mod misbrug af arbejdsmarkedsuddannelserne. Ny taskforce skal styrke tilsynet og betingelserne for tilskud skal skærpes.

Danmark har et unikt voksen- og efteruddannelsessystem, der skal anvendes til at opkvalificere vores arbejdsstyrke. Det skal vi udbygge og bevare. Derfor skal der slås hårdt ned på misbrug af AMU-systemet. Sådan lyder meldingen fra børne- og undervisningsminister Christine Antorini på baggrund af rapporten fra AMU-kulegravningen, der påviser en række risici for snyd med AMU-systemet. For at bekæmpe misbrug er ministeren klar med en række initiativer i tillæg til de, der allerede er sat i værk: Betingelserne for tilskud skal skærpes, straffen for misbrug skal drøftes, og en ny taskforce skal styrke tilsynet med uddannelserne. Og så skal der ekstra fokus på de private aktører:

"Vi har tidligere taget en række initiativer, men rapporten fra AMU-kulegravningen har peget på en række risici i AMU-systemet, som vi nu vil begrænse. I de tidligere tilsynssager har der været en væsentlig overrepræsentation af private aktører, som har medvirket til at svække tilliden til systemet. Derfor vil vi se på betingelserne for udlicitering," siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini.

For at styrke kontrollen og tilsynet med AMU-udbyderne nedsættes en Tilsyns Taskforce, som er klar fra 1. maj. Og udover at skærpe betingelserne for tilskud vil ministeren have fokus på muligheden for at kunne fratage en udbyder godkendelse, når de overtræder reglerne.

"Jeg vil desuden invitere en række af høringsparterne til en drøftelse af de iværksatte initiativer og de udfordringer, der nævnes i rapporten," slutter Christine Antorini.

Baggrund
Kulegravningen blev iværksat på baggrund af et stigende antal tilsynssager, der handlede om misbrug af AMU-systemet og VEU-godtgørelsesordningen. De aktuelle opstramninger, som ministeren vil iværksætte, sker som opfølgning på høringen af rapporten fra AMU-kulegravningen, der blev igangsat blandt interessenterne i november 2011. Der har blandt interessenterne været bred enighed om, at der skal sættes ind overfor konkret misbrug, men at det skal ske på en måde, der ikke rammer kollektivt og ødelægger AMU-systemet og dets fleksibilitet.

Der er i Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen truffet afgørelse i en lang række sager (cirka 67 fra 1. marts 2011 til 1. februar 2012), og der er truffet foreløbig afgørelse om erstatning og tilbagebetaling af mere end 40 millioner kroner. Desuden er en række institutioner midlertidigt frakendt udbudsgodkendelser til en række fag og retten til at udlicitere.

Der er en overvægt af tilsynssager med private aktører, og sager der vedrører de tværfaglige organisatoriske fag inden for det såkaldte fælleskatalog. Herudover er der sager, som involverer særlige tilrettelæggelsesformer, herunder virksomhedsforlagt undervisning og sager, der vedrører udenlandske kursister.

Fakta

Tidligere iværksatte initiativer
· Indførelse af nultolerancepolitik i forbindelse med AMU-udbudsrunden (efterår 2009)
· Skærpelse af reglerne i AMU-bekendtgørelsen for optagelse på AMU (januar 2010)
· Vejledning til institutionerne om udbud, tilrettelæggelse og gennemførelse af arbejdsmarkedsuddannelser (marts 2010)
· Hyrdebrev til institutionerne om markedsføring af arbejdsmarkedsuddannelser (august 2010)
· Hyrdebreve til institutionerne om tilrettelæggelse af arbejdsmarkedsuddannelser (september og november 2010)
· Hyrdebrev til institutionerne om undervisningstid (december 2010)
· Udsendelse af "Guidelines og gode råd til overholdelse af regelsættet for AMU" til institutionerne (januar 2011)
· Nedsættelse af Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen for at styrke ministeriets generelle tilsyn (marts 2011)
· Hyrdebrev om præcisering af institutionernes erstatningsansvar for statens tab (marts 2011)
· Indførelse af hjemmel til stramninger af godtgørelsesloven. (juni 2011)

Nye initiativer
· Oprettelse af Tilsyns Taskforce, der skal foretage tilsynsbesøg ved AMU-udbydere
· Skærpede regler for udlicitering
· Skærpede tilskudsbetingelser for eksempel i forhold til krav om dokumentation
· Øget fokus på muligheden for udbudsfrakendelse

Relevant information

http://www.uvm.dk/


Pressekontakt


Firma

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K, Danmark

  33 92 50 44
  41 27 70 39

http://www.uvm.dk/

Modtag nyheder fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire