Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
26/06-12   -   Pressemeddelelse

Stort skolefravær kan være tegn på sociale problemer hos børn

Et ekspertpanel har siden februar 2012 arbejdet med, hvordan de seneste års voldsomme sager med overgreb mod børn kan undgås. Ekspertpanelet har nu afgivet sin rapport, som blandt andet peger på, at social mistrivsel og stort skolefravær kan være tegn på overgreb mod børn.

En ny rapport kommer med anbefalinger til, hvordan overgreb mod børn kan undgås. Bag rapporten står et ekspertpanel, som blev nedsat af social- og integrationsminister Karen Hækkerup i februar 2012. Ekspertpanelet, som består af 10 personer fra to kommuner, Ministeriet for Børn og Undervisning, Justitsministeriet, Rigspolitiet, SISO, Ankestyrelsen og Socialministeriet, har nu afgivet deres anbefalinger, som blandt andet handler om en bedre indsats for at forebygge skolefravær.

"Vi ved, at et tegn på sociale problemer hos et barn er, at det ikke kommer i skole. Skolelederne skal derfor sikre, at skolerne altid underretter kommunerne ved bekymrende fravær fra undervisningen. I dag stilles der ikke krav om, at de frie skoler skal indberette bekymrende fravær til kommunerne. Derfor vil vi nu styrke samarbejdet mellem de frie skoler og kommunerne," siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini, som understreger, at det skal ske i dialog med de frie skoler.

Blandt panelets øvrige anbefalinger er, at der skal gennemføres en national oplysningskampagne over for børn om deres rettigheder - det vil sige om børns rettigheder og hjælpemuligheder ved vold og seksuelle overgreb. Kampagnen skal suppleres af eksisterende inspirationsmateriale om emnet til brug i folkeskolens undervisning, for eksempel Ministeriet for Børn og Undervisnings inspirationsmateriale om seksualundervisning.

Regeringen vil i løbet af sommeren nærlæse rapporten, hvorefter regeringen vil tage stilling til udmøntning af rapportens anbefalinger og forslag.

Om ekspertpanelets anbefalinger

Ekspertpanelets anbefalinger er givet med udgangspunkt i en kulegravning, som Ankestyrelsen har lavet af de voldsomme enkeltsager, der har været de seneste år.

Ankestyrelsens kulegravning viser blandt andet, at et af faretegnene på overgreb mod børn er et stort skolefravær.

Relevant information

http://www.uvm.dk/


Pressekontakt


Firma

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K, Danmark

  33 92 50 44
  41 27 70 39

http://www.uvm.dk/

Modtag nyheder fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire