14/05-16
-
Pressemeddelelse
Sæljægerkorps skal hjælpe trængte fiskere
Bornholmske fiskere kan snart få hjælp af specialuddannede sæljægere til at fjerne gråsæler, der ødelægger fiskernes fangst og fangstredskaber
Hovedløse torsk, opsprættede laks og ødelagte fangstnet. Det er i stigende grad dagligdagen for bornholmske kystfiskere, der ofte kan se deres levebrød truet, fordi en voksende bestand af gråsæler har fået smag for fangsten i deres fiskenet.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har derfor godkendt en ny forsøgsordning, der giver fiskere og jægere mulighed for at nedlægge op til 40 gråsæler om året. Et specialuddannet sæljægerkorps uddannet af Danmarks Jægerforbund skal hjælpe fiskere med at regulere bestanden.
-Der skal være en rimelig balance mellem natur og mennesker. Den balance er blevet udfordret, fordi gråsælbestanden i Østersøen er vokset, og nu svømmer gråsæler i stort antal igen rundt ved blandt andet Bornholm, hvor de gør livet surt for bornholmske kystfiskere. Jeg har derfor godkendt en forsøgsordning, der giver fiskere og jægere mulighed for at nedlægge gråsæler, der går målrettet efter fiskernes net og fisk, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Forsøgsordningen vil blive indfaset hurtigst muligt, efter at der er indgået en aftale om uddannelse af jægere mellem Danmarks Jægerforbund og Naturstyrelsen, og der er en ordning for, hvordan reguleringstilladelser kan overdrages fra skadelidte fiskere til sæljægerne, på plads. Udgifterne til uddannelse af sælkorpset finansieres via jagttegnsmidlerne.
Plads til gråsæler i naturen
Gråsælen er beskyttet under EU's habitatdirektiv som en såkaldt bilag 5-art, og derfor må regulering kun ske, så længe det ikke truer sælens bevaringsstatus.
-Vi skal selvfølgelig sikre en bestand af gråsæler i Danmark. De senere år er bestanden imidlertid vokset så markant i Østersøen, at der nu er behov for at skyde de gråsæler, der skaber problemer. Kystfiskeriet er et vigtigt erhverv for Bornholm, og det vil regeringen gerne være med til at sikre på en fornuftig måde, siger Esben Lunde Larsen.
Naturstyrelsen vil sammen med DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, Københavns Universitet og DTU Aqua lægge en plan for, hvordan der skal ske en overvågning af reguleringen af gråsæler ved Bornholm.
Fakta om regulering af gråsæl
Der var i perioden 22. maj 2014 til 31. december 2015 i alt 16 ansøgninger om regulering af gråsæl i Danmark. Der blev givet tilsagn i 10 tilfælde (det vil sige tilladelser til at skyde i alt 20 gråsæler). Der blev givet seks afslag, for eksempel fordi der ikke kan gives tilladelse til at regulere gråsæl i et Natura 2000-område. Ingen gråsæler er efterfølgende blevet indrapporteret som nedlagt i perioden.
Den nye forsøgsordning åbner - ud over sælkorpset - op for, at fiskere og jægere kan nedlægge sæler fra land eller fra en stilleliggende båd eller platform. Reguleringen på i alt 40 gråsæler kan ske året rundt inden for 500 meter fra fiskeredskaberne, hvor grænsen i dag er 100 meter fra redskaberne.
Fakta om gråsæl
Bestanden af gråsæler i Østersøen tæller omkring 45.000 individer, og der er derfor ikke risiko for, at den nye forsøgsordning vil true den samlede bestand af gråsæler i Østersøen.
Gråsælen yngler ikke ved Bornholm, men yngler i stort antal i både Sverige, Estland og Finland. Der findes desuden en stor ynglebestand af gråsæl i Skotland og England, men da kystfiskeriet eksempelvis ved Vadehavet er begrænset, gør sælerne ikke skade på samme måde her, som det er tilfældet ved Bornholm.
Pressekontakt
Jens Fuglsang Edelholt
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
91356996
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk