20/05-16
-
Pressemeddelelse
Naturpakken giver mere natur til danskerne
Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har netop indgået aftale om en Naturpakke til 363,5 mio. kroner. Statslig skov tages ud af kommerciel drift til gavn for danskerne og biodiversiteten.
Danmark får fremover vildere skove til glæde for danskerne og naturen. Et statsligt skovareal på 10.000 hektar svarende til to gange Gribskov i Nordsjælland bliver taget ud af kommerciel drift for at give dyr og planter nye og bedre levevilkår. Naturen i det åbne land styrkes, og danskerne vil opleve endnu bedre tilgængelighed til naturen.
Det er resultatet af Naturpakken, som regeringen i dag har aftalt med Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.
Naturpakken skal skabe fremgang for naturen og bedre tilgængelighed til naturen. I de seneste årtier er der gjort en stor indsats for at sikre en rig og mangfoldig natur i Danmark, og det er også lykkedes at forbedre vandmiljøet og skabe fremgang for en række arter som eksempelvis rovfugle. Men naturen og biodiversiteten i Danmark er stadig udfordret.
-Vi har i dag skabt grobund for mere og bedre natur i Danmark. Naturpakken er med indsatsen for biodiversitetsskov en fremsynet aftale og den mest betydningsfulde nogensinde i forhold til at passe på vores natur ved at sikre en betydelig andel urørt skov og anden biodiversitetsskov. Selv om vi går i gang med det samme, vil vi næppe selv nå at se de endelige resultater af pakken. Derimod vil vores efterkommere sende os en venlig tanke, når de nyder en natur, der er langt mere spændende end den, vi har i dag, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Det største tiltag i pakken er, at der udlægges 10.000 hektar statslig skov til urørt skov og 3.300 hektar statslig skov til anden biodiversitetsskov samtidig med, at private skovejere også får mulighed for at udlægge skov til biodiversitetsformål med kompensation. Det betyder, at Danmark dermed kan få i alt 28.300 hektar skov med biodiversitet som hovedformål.
Miljøordfører Carsten Bach fra Liberal Alliance siger:
- Jeg er meget tilfreds med, at Liberal Alliance har sikret de 20 procent urørt statsskov. Dermed lever vi i blå blok op til intentionerne i beslutningsforslaget om urørt skov fra sidste år. Og så har det været vigtigt for LA, at vi fremover nu forpligter hinanden på at afbureaukratisere - altså forenkle eller helt fjerne overflødige regler - også på dette område, samt at man godt kan finansiere mere og bedre natur ved frasalg af andre af statens arealer.
Flere græsmarker
Med Naturpakken er der også afsat 50 mio. kroner til at udvide den planlagte frivillige efterafgrødeordning, der var en del af aftalen om Fødevare- og landbrugspakken fra december 2015. Efterafgrøder er typisk græsmarker.
Miljøordfører Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti siger:
- For Det Konservative Folkeparti har det været afgørende, at vi fik taget hånd om en del af den merudledning af kvælstof, der vil være de kommende år som følge af Fødevare- og landbrugspakken. Det gør vi nu med 630 tons reduktion. Derudover er jeg meget tilfreds med, at det er lykkes at lande en aftale, der vil give mere urørt skov på både offentlige og private arealer, hvis de private skovejere vil være med. Det er vigtigt af hensyn til de mange truede arter, der lever i skovene.
Mere robust natur
Naturarealer i Danmark er ofte for små eller ligger for spredt til at være robuste levesteder for truede arter. Naturpakken afsætter 30 mio. kroner til læhegn og andre små 30 mio. kroner til målrettet opkøb af mindre arealer for at skabe bedre sammenhæng i naturen.
Miljøordfører Pia Adelsteen fra Dansk Folkeparti siger:
- Naturpakken sikrer mere liv i det åbne land. Indsatsen skal redde truede arter fra at uddø og skabe masser af store og levende åndehuller til glæde for vilde dyr og fugle. Læhegn er en vigtigt indsats, og vi skal også have flere vildtstriber og insektvolde på de danske marker. Det vil ikke kun gavne naturen, men også naturentusiaster og jægere. Naturpakken sikrer også mere natur og friluftsliv til danskerne, også i byerne. Endelig har vi sikret flere midler til klimatilpasningsindsatsen, så vi kan få projekter, hvor man tænker klimatilpasning, natur, friluftsliv og kvælstofreducerende tiltag sammen
Naturordfører Anni Matthiesen siger:
- Mange landmænd vil gerne lave mere natur, men de er bange for, at arealerne kan vokse ind i en §-3 beskyttelse. Vi er derfor enige om, at der er brug for at styrke informationen til landmændene - bl.a. gennem moderne teknologi - om, hvordan de kan skabe mere natur og stadig beholde deres genopdyrkningsret. Landmændene får også øget mulighed for jordfordeling, så de bedre kan bytte jord med hinanden, så natur og opdyrkede marker kan komme til at ligge mere hensigtsmæssigt.
Aftaleparterne har med Naturpakken foretaget et serviceeftersyn af Naturplan Danmark og har valgt at videreføre en række naturindsatser for 98,2 millioner kroner. Blandt andet tre LIFE-projekter i Gilleleje, Himmerland og på Samsø. Restaurering af op til 10 danske søer, en kortlægning af særligt værdifuld skov samt en indsats mod invasive arter.
Pressekontakt
Mette Thorn
Pressechef
2561 7170
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk