Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
06/07-16   -   Pressemeddelelse

Dansk vandteknologi er gået fra bistand til business

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen rejser i morgen til Singapore for at diskutere løsninger på verdens vandproblemer med danske og internationale virksomheder og beslutningstagere. Eksporten af dansk vandteknologi er steget med omkring 25 procent på under 10 år, og danske virksomheder er blandt de førende globalt.

Vandmangel er den store udfordring verden over de kommende år, hvor klimaforandringer og stigende befolkningstilvækst vil udgøre et stort pres på verdens vandressourcer. Det drøfter miljø- og fødevareminster Esben Lunde Larsen med beslutningstagere fra hele verden og erhvervsfolk fra blandt andet Nestlé og Coca Cola, når han den 10. og 11. juli deltager i Singapore International Water Week. Her er der fokus på det stigende behov for vandteknologi, som sparer på vandet og mindsker miljøbelastningen.

Danske virksomheder er blandt verdens førende, og dansk vandteknologi kan på én gang medvirke til at løse store globale udfordringer og skabe vækst og beskæftigelse i Danmark.

- Danske virksomheder er frontløbere indenfor vandteknologi, og jeg er meget stolt af, at de leverer alt fra energiproducerende renseanlæg til pumper og ventiler fra Afrika til Asien. Danmark markerer sig virkelig på det internationale marked, hvor vi går fra at yde bistand til at skabe business i flere lande, siger Esben Lunde Larsen.

I 2006 eksporterede Danmark for 12,5 mia. kroner, og det er steget til 16,8 mia. kroner i 2015. Konferencen er dermed en oplagt mulighed for at fortsætte den danske vandvision, som Miljø- og Fødevareministeriet har indgået sammen med den samlede danske vandbranche. Målet er, at fordoble eksporten af dansk vandteknologi i 2025 og skabe 4000 nye arbejdspladser - og vi er allerede godt på vej.

Danske virksomheder aflægges også besøg
Asien er et hastigt voksende marked for danske virksomheder, og flere danske virksomheder som Rambøll, Grundfoss og Kamstrup opererer i Asien. Dem mødes ministeren med for at høre om de forhindringer og samarbejdsmuligheder, de oplever i forhold til at eksportere vandteknologi til Sydøstasien.

- Som min kollega fra Singapore siger, så skal vi små lande samarbejde om at løse de store landes problemer. Vi er både fleksible og innovative, og vi kan agere hurtigt og tilpasse os de behov, der er på markedet. Jeg ser derfor frem til at mødes med de danske virksomheder, der udstiller deres løsninger her i Singapore, og høre nærmere om de udfordringer og samarbejdsmuligheder, de oplever i Asien, siger Esben Lunde Larsen.

Andre besøg på programmet
Esben Lunde Larsen skal udover konferencen besøge flere singaporeanske tiltag på miljøområdet. Heriblandt Sky Green, verdens første vertikale farm, som bruger minimal plads, vand og energiressourcer i deres produktion af grøntsager og Punggol Eco-Town, der er den første øko-by i Singapore med flere tiltag for at sikre en bæredygtig levevis via energieffektive- og vandteknologiske løsninger.

Pressekontakt

Pressevagt
  +45 33 92 33 01
Steen Jensen
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
  93597071

Firma

Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K, Danmark

  20 91 59 01
  20 91 59 01

http://www.fvm.dk

Modtag nyheder fra Miljø- og Fødevareministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater