25/08-16
-
Pressemeddelelse
Fødevarevirksomheder skal bruge deres viden om Roskildesyge
Fødevarestyrelsens kampagnekontrol viser, at mange af de madprofessionelle godt ved, hvad de skal gøre for at undgå smitte med Roskildesyge. Alligevel går mange spisegæster hjem med en omgang Roskildesyge efter besøg ved buffeten, på restauranten mv.
Norovirus, som giver Roskildesyge, smitter meget nemt. Fødevarestyrelsen har kørt en oplysningskampagne med fokus på, hvordan fødevarevirksomheder kan undgå, at spisegæster bliver smittet med Roskildesyge via maden.
- Meget tyder på, at de madprofessionelle har fanget budskaberne i oplysningskampagnen, men måske ikke har taget rådene helt til sig, lyder det fra hygiejneekspert i Fødevarestyrelsen, Helle Eriksen.
Nye tal fra Fødevarestyrelsen viser, at i ni ud af ti fødevarevirksomheder har køkkenmedarbejderne helt styr på, hvordan norovirus smitter via maden. I 2013 var tallet kun ca. fire ud af ti.
Selvom niveauet af viden er løftet markant, er det stadig Roskildesyge, der oftest sender cafégæster, restaurantbesøgende eller cateringkunder hjem med et maveonde. Sidste år var norovirus årsag til næsten 40 % af sygdomsudbrud fra fødevarer i Danmark. Mere end halvdelen skyldtes, at køkkenmedarbejdere har overført virus til maden.
"Virksomhederne skal bruge deres viden i praksis, så de får helt klare aftaler for, hvordan medarbejderne skal håndtere Roskildesyge. Fx er det vigtigt, at medarbejdere, der lige har haft Roskildesyge er meget omhyggelig med hygiejnen, når de håndterer spiseklare fødevarer, som f.eks. salater, sandwich og smørrebrød", understreger Helle Eriksen.
De nye resultater viser også at:
· Næsten alle virksomhederne forebygger smitte og sørger for, at syge medarbejdere ikke kommer i køkkenet. Men omkring hver fjerde af de kontrollerede fødevarevirksomheder med fremstilling af sandwich, salater og smørrebrød mangler procedurer for, at medarbejdere ikke håndterer spiseklare fødevarer i to døgn efter sygdomsophør.
· Mere end hver tredje af caféer og fastfood steder med begrænset tilberedning har ikke retningslinjer for, at køkkenmedarbejdere med syge familiemedlemmer skal være ekstra omhyggelige med håndhygiejnen, når de er på arbejde.
· Cirka halvdelen af virksomhederne har ikke retningslinjer for særlig grundig rengøring og desinfektion af lokaler og inventar, samt eventuelt kassation af fødevarer, når det opdages, at en medarbejder kan have overført smitte til fødevarerne.
"Rådene fra Fødevarestyrelsen lyder, at medarbejdere altid skal blive hjemme fra arbejde, når de er syge, og at virksomheden skal huske, at de stadig kan smitte, selvom symptomerne er væk. Derfor bør de ikke håndtere fødevarer i to dage efter symptomophør, hvor smitterisikoen er størst. Medarbejderne skal være ekstra omhyggelige med hygiejnen lige efter en omgang Roskildesyge, også hvis familiemedlemmer eller bofæller er syge", siger Helle Eriksen.
Pressekontakt
Pressevagt
+45 33 92 33 01
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk