31/08-16
-
Pressemeddelelse
Nordsjællandsk nationalpark får grønt lys
Danmarks femte nationalpark er i dag blevet godkendt af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og forligskredsen bag nationalparkloven.
Nationalpark Kongernes Nordsjælland har netop fået grønt lys af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og forligskredsen bag nationalparkloven. Dermed er vejen banet for, at den femte nationalpark kan være på plads i løbet af 2018.
- Nationalpark Kongernes Nordsjælland har været næsten 13 år undervejs, og dette er det tredje forslag, som vi i forligskredsen har drøftet, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Den nye nationalpark kommer til at rumme naturmæssige, kulturelle og arkitektoniske perler som Gribskov, Store Dyrehave og Esrum Sø og Kronborg Slot og det såkaldte parforcejagtlandskab i Nordsjælland, hvoraf flere er på UNESCOs verdensarvsliste.
- Stort tillykke til alle, der har arbejdet med projekt Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Og også tillykke til danskerne med den femte nationalpark. Nationalparkerne er et rigtig godt initiativ, som fremmer, at vi danskere bliver mere bevidste om de naturperler, vi har, og får besøgt dem. Forslaget omfatter nogle af Danmarks største skovområder, søer med plads til kanoer og sejlads, UNESCO verdensarv og mange historiske bygninger. Kongernes Nordsjælland kan byde på oplevelser, der favner både kultur, natur of friluftsliv, som er grundstenene i en succesfuld nationalpark. Nationalparker skal bygge på frivillighed og lokal opbakning, og den har Nordsjælland, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Det er kommunerne Fredensborg, Gribskov, Halsnæs, Helsingør og Hillerød, der har stået i spidsen for at få en nationalpark i Nordsjælland ført ud i livet med støtte fra en lang række foreninger, forbund og interesseorganisationer. Oprettelsen af en nationalpark er med til at udvikle, sikre og bevare enestående dansk natur, landskaber og kulturhistoriske værdier, således disse gøres synlige, så de kommer alle til gode.
Forligskredsen finder det vigtigt, at nationalparken med tiden udvikler sig til en mere sammenhængende nationalpark. Udviklingen skal følge lovgivningen og ske på frivillig basis, og forligskredsen ser gerne, at flere lodsejere frivilligt kan melde sig til nationalparken fremover. Partierne bag forligskredsen lægger vægt på, at kommunerne fortsat spiller en aktiv rolle i at udvikle sammenhængen i nationalparken, og vil også følge den tæt.
Biodiversiteten i nationalparken skal styrkes, sammenspillet mellem skov og søer skal fremmes, og skovnaturen skal udvikles af hensyn til naturværdierne. Områdets unikke naturområder som f.eks. klitarealerne ved Tisvilde Hegn og de lysåbne naturtyper på Melby Overdrev skal fremmes. Forligskredsen vil løbende mødes for at drøfte udviklingen og erfaringerne.
Nationalparkens udvikling skal ske på frivillig basis. Miljø- og fødevareministeren udpeger nationalparkens bestyrelse inden for de rammer, som er beskrevet i lov om nationalparker.
Forligskredsen, som i fællesskab har været med omkring udpegningen af alle 5 nationalparker, vil mødes for at drøfte udviklingen og erfaringerne.
Forligskredsen bag nationalparkloven ser frem til, at Nationalpark Kongernes Nordsjælland bliver en realitet:
- Det er mange års solidt arbejde, der nu bærer frugt. Hele Nordsjælland har brug for Kongernes Nordsjælland. Den får vi etableret nu - og gjort endnu bedre i fremtiden med den fortsatte politiske indsats lokalt og nationalt for at udvikle en stadig mere sammenhængende nationalpark. , siger MF Christine Antorini (S).
- Nationalpark Kongernes Nordsjælland bliver Danmarks royale nationalpark med kongeslotte, parforcejagtlandskaber og UNESCO verdensarv. Nationalparken kombinerer friluftsliv og oplevelser med natur, arkitektur og kultur, så jeg er fuld af forhåbning om, at Danmarks femte nationalpark bliver et tilløbsstykke for turister fra både ind- og udland, siger MF Pia Adelsteen (DF).
- Danmarks femte nationalpark kommer til at byde på noget af det bedste natur, kultur og friluftsliv, vi har i Danmark. Der er store søer, smukke skove og flotte, gamle slotte, der binder historien fint sammen. Den har været længe undervejs, og derfor bliver det godt at se det endelige resultat om et lille års tid, siger MF Hans Andersen (V).
- Nationalparker har alle muligheder for at brande sig og tiltrække turister fra både Danmark og udlandet. I Nordsjælland har de en helt særlig historie at fortælle med en direkte linje tilbage til danske konger, slotte og store naturområder. Den fortælling er guld værd, så det bliver spændende at se, hvordan de nordsjællandske kommuner vil løfte opgaven, siger MF Carsten Bach (LA).
- Kommunerne og borgerne i Nordsjælland har fortsat en stor opgave i forhold til at få samlet kræfterne og videreudvikle de gode takter i forslaget, så nationalparken med tiden vil blive mere sammenhængende. Man må rose den politiske vedholdenhed og de lokale kræfter, der har arbejdet i årevis på at få nationalparken godkendt, siger MF Martin Lidegaard (RV).
- Nationalpark Kongernes Nordsjælland kan blive en succesfuld nationalpark, for den har masser af lokal opbakning blandt organisationer, forbund og foreninger. Den lokale opbakning skal fortsat udvikles og fastholdes, så nationalparkens kvaliteter, seværdigheder og natur løbende udvikles og tilføjes nye elementer, som set ud fra SF's synspunkt f.eks. kunne være naturgenopretning af Søborg sø, siger MF Trine Torp (SF)
- Opbakningen til Nordsjællands nationalpark kommer fra både borgmestre, kommunalbestyrelser, organisationer og lodsejere. Derfor er jeg sikker på, at Nationalpark Kongernes Nordsjælland bliver en succes. Jeg har set frem til, at vi kunne stemme forslaget igennem i forligskredsen, for det er godt nyt for alle især de kommende generationer, der nu får nye muligheder for at opleve Nordsjællands fantastiske natur og kultur historie, siger MF Mette Abildgaard (K).
Med godkendelsen af forslaget til Nationalpark Kongernes Nordsjælland vil Miljø- og Fødevareministeriet nu gå i gang med at udarbejde forslag til en bekendtgørelse for nationalparken, som så skal i 16 ugers høring. Derefter vil der blive taget stilling til indkomne høringssvar, hvorefter miljø- og fødevareministeren vil oprette nationalparken.
Danmark har i dag fire nationalparker: Nationalpark Thy (24.400 hektar), Nationalpark Mols Bjerge (18.000 hektar), Nationalpark Vadehavet (146.000 hektar) og Nationalpark Skjoldungernes Land (17.000 hektar).
Fakta om Nationalpark Kongernes Nordsjælland
Nationalparken dækker et område på i alt 24.595 hektar, hvilket svarer til knapt 50.000 fodboldbaner. Nationalparken bliver den andenstørste nationalpark og vil i areal kun være overgået af nationalpark Vadehavet, der dækker 146.000 hektar.
Nationalparken vil rumme store statslige områder som for eksempel Gribskov, Esrum Sø, Arresø, Tisvilde Hegn og Store Dyrehave. Derudover vil nationalparken bestå af små bysamfund, slotte, sommerhusområder og andre kommunale private områder. Nationalparken er den femte og sidste nationalpark, der etableres på baggrund af forligskredsaftalen fra 2008.
Pressekontakt
Jonatan Lykke-Olesen
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
9359 7082
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk