18/07-16
-
Pressemeddelelse
Landbruget får ny hjælpepakke på 3,7 mia. kroner
Landbrugskommissær Phil Hogan havde en stor kuffert med til dagens rådsmøde for EU's landbrugsministre i Bruxelles. En ny hjælpepakke på 500 mio. euro skal genoprette priserne for landmændene, så de kan leve af deres mælkeproduktion.
Danske mælkeproducenter kan se frem til endnu en hjælpende hånd fra EU. Samtidig varsler EU's landbrugskommissær Phil Hogan dog også, at hjælpepakken bliver den sidste, og at EU nu har brugt alle de redskaber, som findes i værktøjskassen.
EU-landene får 350 mio. euro til deling til støtte til nødlidende landmænd, hvoraf en stor del er mælkeproducenter. 150 mio. euro afsættes til en fælles ordning for at reducere mælkeproduktionen. Den nye hjælpepakke betyder, at Danmarks mælkeproducenter kan se frem til en støtte på i alt 70 mio. kroner.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen siger:
- Det russiske importforbud, vigende kinesisk efterspørgsel og afskaffelsen af mælkekvoterne er en ualmindelig dårlig cocktail, men det betyder ikke, at vi skal have mælkekvoterne genindført. Vi skal have skabt en bedre balance på mejerimarkedet, så mælkeproducenterne igen kan leve af at producere mælk. Der er ingen nemme løsninger på situationen, så det gælder om at bruge EU's hjælpepakke så klogt som muligt.
Støtte til mindre mælk
Kommissionen lægger op til at støtte blandt andet reduktioner i mælkeproduktionen, samarbejdsprojekter og miljøtiltag. EU-kriterierne for støtten forventes at være klar i begyndelsen af september.
- Nu må vi se, hvordan pakken kan bruges i dansk sammenhæng. Jeg kan i hvert fald slå fast, at hjælpen i Danmark kun vil tilfalde mælkeproducenterne. Det positive er, at prisen på svinekød er god for tiden, og forhåbentligt retter priserne sig også på mælk. Vi har brug for jobbene i landdistrikterne, og at de hårdtprøvede mælkeproducenter snart får en mere stabil og sikker hverdag, siger Esben Lunde Larsen.
Den 29. juni 2016 har Rusland forlænget sit importforbud mod blandt andet en lang række fødevarer fra EU frem til 31. december 2017. Både Danmark og Kommissionen arbejder på at udvide markederne til nye lande.
Kommissionen fremhævede på rådsmødet, at den nu i alt har brugt i alt 1,5 mia. euro på hjælpepakker, og at medlemslandene ikke skal vente sig flere. Midlerne til den nye hjælpepakke er fundet indenfor landbrugsbudgettet.
Pressekontakt
Mette Thorn
Pressechef
2561 7170
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk