Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
08/09-16   -   Pressemeddelelse

Danmark arbejder for EU-forbud mod skadelige flammehæmmere

En ny rapport viser fund af blandt andet tre klorerede flammehæmmere i støv på børneværelser. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen vil arbejde for et EU-forbud mod flammehæmmere i produkter, som børn kan komme i kontakt med.

Danmark skal gå forrest for at få et EU-forbud mod tre flammehæmmere, TCEP, TDCP og TCPP, som børn kommer i kontakt med gennem for eksempel autostole. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har bedt Miljøstyrelsen undersøge muligheden for at lave et forbud i samarbejde med Det Europæiske Kemikalieagentur. De tre flammehæmmere, der mistænkes for at være kræftfremkaldende, er allerede forbudt i EU i en række legetøjsprodukter.

- Jeg har bedt Miljøstyrelsen se på, om der er mulighed for at foreslå et EU-forbud mod de tre flammehæmmere i produkter, som børn kan komme i kontakt med. Børn er særligt sårbare over for kemikalier, og derfor skal vi kæmpe for, at de ikke udsættes for skadelige stoffer som de tre flammehæmmere, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Flammehæmmere bruges i for eksempel møbelskum, madrasser og elektronik for at mindske brandrisikoen. Miljøstyrelsen har tidligere fundet de tre flammehæmmere i autostole og bæreseler til børn.

Den bedste vej er gennem EU
Det Europæiske Kemikalieagentur, ECHA, har også fokus på de tre skadelige flammehæmmmere. Miljøstyrelsen er derfor i dialog med agenturet om at vurdere behovet for et EU-forbud og eventuelt at lave et fælles forslag.

- Når vi skal lave love og regler for problematiske kemikalier, går vores vigtigste og bedste vej gennem EU. Mange af de varer, vi køber i Danmark, er produceret i udlandet - og derfor beskytter vi danske forbrugere bedst ved at skabe gode fælles EU-regler. Vi får simpelthen den største effekt, hvis vi får et forbud i hele EU mod brugen af de tre skadelige flammehæmmere, siger Esben Lunde Larsen.

Før et forbud kan komme på tale, skal både de sundhedsmæssige og de økonomiske konsekvenserne af flammehæmmerne være klart belyst. Derfor er Miljøstyrelsen i gang med at indsamle dokumentation, hvori rapporten fra Det Økologiske Råds rapport vil indgå.

Fakta:
· Flammehæmmere er kemikalier, der tilsættes til produkter for at mindske brandrisikoen.
· Miljøstyrelsen har tidligere undersøgt produkter til børn for indhold af de tre klorerede flammehæmmere (TCEP, TDCP og TCPP), som er mistænkt for at være kræftfremkaldende.

· De tre flammehæmmere er allerede forbudt i legetøj til børn under tre år og i legetøj, der er beregnet til at komme i munden.
· Det Økologiske Råd har netop udgivet en rapport, der bl.a. har undersøgt indholdet af flammehæmmere i støv i 17 børneværelser.
· Miljøstyrelsen er nu i gang med at undersøge, om der er tilstrækkelig dokumentation til et forbud i EU. Det kræver dokumentation for, at brugen af flammehæmmerne udgør en risiko, at der findes bedre alternativer til stofferne, og at forbuddet er proportionalt.

Pressekontakt

Malene Kristensen
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
  2213 0834

Firma

Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K, Danmark

  20 91 59 01
  20 91 59 01

http://www.fvm.dk

Modtag nyheder fra Miljø- og Fødevareministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater