09/09-16
-
Pressemeddelelse
Ny guide skal hjælpe fødevarevirksomheder i kampen mod listeria
Kan listeria være et problem i din fødevarevirksomhed? Og hvordan får du styr på produktionen, så du undgår at gøre dine kunder syge af madbakterien? Få svar i nye guide fra Fødevarestyrelsen.
"‹Storkøkkener, restauranter og kantiner, men også fx fiskevirksomheder og pålægsproducenter kan nu hente svar i Fødevarestyrelsens nye guide 'Alt om listeria'. Guiden er det seneste ud af flere initiativer, som Fødevarestyrelsen har sat i gang efter et stort sygdomsudbrud tilbage i 2014. Dengang blev 41 personer alvorligt syge af listeria i rullepølse.
- Listeria er en lumsk bakterie. Den har en evne til at gemme sig i produktionen og sprede sig til fødevarerne og kan i værste tilfælde være dødelig for især syge og svækkede. På 'Alt om listeria' kan virksomhederne hente hjælp og inspiration til at holde bakterien nede og dermed være med til at øge forbruger- og fødevaresikkerheden, siger sektionsleder Annette Perge, Fødevarestyrelsen.
Otte trin på vejen
I otte trin bliver virksomheden guidet til at holde styr på listeria; Hvornår skal der tages prøver, hvad gør man, hvis man finder bakterien, og hvordan optimerer man rengøring? Alt sammen med guides, tjekskema og risikoanalyse for listeria - lige til at hente inspiration i.
- Formålet med 'Alt om listeria' er at gøre det nemmere for virksomhederne at forstå lovgivningen og omsætte den til både langsigtet strategi og daglig praksis. Nu er værktøjet der, så håber vi, at virksomhederne vil tage det til sig og dermed blive endnu skarpere i kampen mod listeria, forklarer Annette Perge.
Fødevarestyrelsen gennemfører til efteråret en kontrolkampagne med fokus på netop listeria. Denne gang i storkøkkener.
Pressekontakt
Pressevagt
+45 33 92 33 01
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk