27/09-16
-
Pressemeddelelse
Ny model for gult kort i svinesektoren
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen ønsker et mere ansvarligt antibiotikaforbrug i svinesektoren. Derfor tilskyndes landbruget nu til at nedbringe brugen af tetracyklin.
Der er i pressen blevet draget tvivl om den faglige rådgivning fra DTU om nedbringelsen af landbrugets brug af det bredspektrede antibiotikum tetracyklin. Ifølge MRSA-aftalen skal tetracyklin udfases af landbruget, og i den forbindelse er der blevet fastsat en såkaldt omregningsfaktor for tetracyklin, som gør, at stoffet tæller ekstra i landbrugets medicinregnskab. Dermed tilskyndes landbruget til at udfase stoffet.
I forbindelse med fastsættelsen af omregningsfaktoren for tetracyklin udtaler miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen:
- Jeg er i forbindelse med denne sag ikke blevet oplyst af mit ministerium, at DTU vurderer, at udfasning af tetracyklin kan blive forsinket, hvis omregningsfaktoren for tetracyklin fastsættes til 1,2 i stedet for 1,5. Det viser sig nu ikke at være fyldestgørende oplysninger om DTU's vurdering, der er gået videre til mig.
- Jeg er meget optaget af, at vi får nedbragt forbruget af antibiotika i dansk svineproduktion. Derfor sætter jeg nu faktoren på tetracyklin op til 1,5. Der skal ikke herske tvivl om, at vi gør, hvad der skal til for at forebygge antibiotikaresistens.
- Det er naturligvis helt uacceptabelt for mig, at jeg ikke er blevet oplyst fyldestgørende om de faglige anbefalinger. Jeg vil derfor bede min departementschef undersøge, hvordan rådgivningen til mig er blevet til, og hvilke konsekvenser det skal have, at den har vist sig mangelfuld.
- I øvrigt har jeg som bekendt bedt om, at der foretages en tilbundsgående undersøgelse af den faglige rådgivning vedr. MRSA, da der er blevet draget tvivl om den faglige rådgivning under den tidligere regering. Den undersøgelse afventer jeg stadig resultatet af.
Den nye omregningsfaktor vil træde i kraft fra januar 2017, hvor nye bekendtgørelser træder i kraft.
I forbindelse med MRSA-aftalen fra april 2015 blev alle Folketingets partier på nær Liberal Alliance enige om at reducere antibiotikaforbruget for svin med 15 procent fra 2015 til 2018. Aftalen indfører etableringen af det differentierede gule kort, som skal vægte landbrugets brug af kritiske eller bredspektrede antibiotika hårdere end smalspektrede antibiotika, når det samlede forbrug af medicin beregnes. Dermed tæller de kritiske og bredspektrede antibiotika mere end anden antibiotika, når det samlede forbrug beregnes, og dermed om den enkelte landmand overskrider grænseværdien for 'gult kort', hvilket udløser påbud om reduktion af forbruget.
Tetracyklin skal ifølge MRSA-aftalen helt udfases, og det skal der tages højde for i det gule kort.
Frem til juli 2016 var der ingen ekstra omregningsfaktor for tetracyklin. I de første seks måneder af 2016 steg landbrugets forbrug af stoffet med 3,7 procent. Da en omregningsfaktor på 1,2 blev indført i juli 2016, faldt forbruget i juli med 20 procent fra juni måned. Den hårdere vægtning, som omregningsfaktoren indfører, har altså stor effekt. Fremover vil omregningsfaktoren blive fastsat til 1,5.
Pressekontakt
Jonatan Lykke-Olesen
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
9359 7082
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk