Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
28/09-16   -   Pressemeddelelse

Dansk teknologi kan hjælpe tørkeramt USA

Amerikanerne vil i de kommende år investere milliarder i vandteknologi. Det kan medføre ordrer for millioner hos danske vandteknologiske virksomheder, der er førende på området.

Forbud mod at vande græsplæner, drikkevand, der siver ud af vandrør, og gamle, slidte rensningsanlæg. Det er virkeligheden i en lang række stater i USA som for eksempel Texas, Florida og Californien, der i disse år oplever store problemer med både tørke og vandtab.

For at løse problemerne skal der ifølge den amerikanske miljøstyrelse investeres over 600 mia. dollars i ny teknologi frem mod 2030. I dag møder H. K. H. Kronprins Frederik og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen politiske beslutningstagere fra Repræsentanternes Hus i Washington D.C. for at sætte fokus på danske miljøteknologiske virksomheder, der kan ende med at sælge produkter for millioner.

- På under ti år er eksporten til USA næsten fordoblet, så amerikanerne har i den grad fået øjnene op for, hvad Danmark kan præstere på vandteknologiområdet. Det potentiale skal vi dyrke og udvikle, for med de massive investeringer amerikanerne vil foretage på vandteknologiområdet, står danske virksomheder med gode kort på hånden. Derfor ser jeg også meget frem til at slå et slag for dansk vandteknologi i Repræsentanternes Hus sammen med H. K. H. Kronprinsen, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Blandt USA's konkrete udfordringer er vandspild, når værdifuldt drikkevand går tabt undervejs, når det transporteres fra vandværket og ud til forbrugerne. Her tabes op mod 25 procent af vandet, fordi rørene ikke holder tæt, og i Philadelphia er tabet helt oppe på 40 procent. I sammenligning er vandspildet i Danmark otte procent nationalt, og i København og Odense er man helt nede på fem procent.

Eksport til USA i fortsat vækst

Fra 2006 til 2015 er den danske eksport af vandteknologi til USA vokset fra 620 mio. kroner til mere end 1.1 mia. kroner. Det svarer til en stigning på 81 procent. Fra 2014 til 2015 er eksporten steget med 24 procent. Det fremgår af tal fra analysefirmaet DAMVAD, som har udarbejdet en eksportanalyse for Miljø- og Fødevareministeriet.

- Danske virksomheder er helt fremme i førerfeltet inden for vandteknologi. Vores virksomheder fremstiller produkter, der sikrer et meget lavt vandtab i vandforsyningerne, og udstyr, der bruger mindst mulig energi. Det er noget, der er efterspørgsel efter på det amerikanske marked. I DI er vi derfor glade for den mulighed, erhvervsfremstødet til USA giver for at vise de mange forskellige højteknologiske løsninger frem, som vores virksomheder har udviklet til vand- og spildevandssektoren, siger direktør i Dansk Industri Tine Roed.

Den samlede danske vandbranche har sammen med Miljø- og Fødevareministeriet taget initiativ til en fælles vandvision, der har som mål at fordoble eksporten af dansk vandteknologi frem mod 2025. Stiger eksporten fra 15 mia. i 2013 til 30 mia. i 2025 vurderer vandbranchen, at der kan skabes op mod 4.000 nye jobs.

Fakta om dansk eksport af vandteknologi

- I 2015 var eksporten af dansk vandteknologi på omkring 16,8 mia. kroner, hvilket var en fremgang på ca. 900 mio. kroner i forhold til 2014 og en fremgang på ca. 6 procent. Fremgangen er næsten tre gange så stor som den generelle eksportvækst, der ligger på ca. 2,1 procent.
- Danmark ligger på en andenplads i Europa, når man ser på, hvor stor en del vandteknologi udgør af den samlede eksport. Italien -ligger på en førsteplads, mens Tyskland ligger på en tredjeplads.
- Blandt Danmarks største eksportmarkeder for vandteknologi er lande som Tyskland, Sverige, USA, Norge og Kina samt lande som Sydafrika, Vietnam og Kenya.
- Det er virksomheder som for eksempel Kamstrup, der producerer avancerede vandmålere, Grundfos, som producerer energieffektive pumper, og Sky-Tem, der laver kortlægning af undergrunden, der kan få glæde af, at amerikanerne nu investerer massivt i blandt andet renseanlæg, grundvandskortlægning og vandværker.

Pressekontakt

Jeanette Løv Rasmussen
Pressesekretær
  9359 7070

Firma

Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K, Danmark

  20 91 59 01
  20 91 59 01

http://www.fvm.dk

Modtag nyheder fra Miljø- og Fødevareministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater