23/10-16
-
Pressemeddelelse
Kokkelandsholdet kæmper om OL-guld
Der er lam og fisk på menuen, når miljø- og fødevareministeren hepper på kokkelandsholdet til OL i Tyskland. Den danske gastronomi tiltrækker opmærksomhed fra hele verden, og der er chancer for en medaljehøst.
I dag og mandag deltager miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i kokke-OL i Erfurt i delstaten Thüringen. Danmark stiller med et stærkt hold, der blandt andet inkluderer tre kokke med titlen Årets kok - Mikkel Laursen, Daniel Kruse og Lasse Starup. Der er derfor gode chancer for, at Danmark kommer hjem med en flot placering.
- Jeg er stolt over det danske kokkelandsholds evner, og derfor tager jeg til kokke-OL for at bakke op om dem. Det er et fantastisk stykke arbejde de udfører i konkurrencer som denne, og det er et perfekt sted for talentudvikling og branding af Danmark som fødevare- og kokkenation, siger Esben Lunde Larsen.
Det nordiske køkken er blevet verdenskendt, og kokkene er med til at bidrage til den stigende trend indenfor gastroturisme. Tal fra VisitDenmark understreger denne tendens, da én af årsagerne til, at 43 procent af de udenlandske turister vælger Danmark som rejsemål, er de gode danske spisesteder.
- Takket være de talentfulde kokke på kokkelandsholdet, er det ikke kun danskerne, der tager ud i verden for at spise godt - nu kommer verden flyvende for at prøve den danske gastronomi, som er i en klasse helt for sig selv. Derfor har regeringen også tidligere på året valgt at fordoble finansieringen på finansloven fra næste år, så kokkelandsholdet kan blive endnu bedre og brande Danmark mere, siger Esben Lunde Larsen.
Tysk interesse for det nye dyrevelfærdsmærke
Esben Lunde Larsen indleder det tyske besøg med et møde med den tyske landbrugsminister, Christian Schmidt, som har udvist interesse for at få et tysk dyrevelfærdsmærke.
Det nyligt lancerede dyrevelfærdsmærke mærker kødet med op til tre hjerter. Jo flere hjerter produktet har, jo bedre velfærd har dyret levet under. Miljø- og Fødevareministeren ser derfor frem til mødet med den tyske landbrugsminister, så den danske model om bedre dyrevelfærd måske kan blive spredt til andre lande.
Pressekontakt
Steen Jensen
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
93597071
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk