Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
28/10-16   -   Pressemeddelelse

Største stigning siden 90'erne: Stort antal landmænd vil være økologer

Økologien fortsætter sin fremgang i Danmark. 1.128 landmænd har søgt om tilskud til at omlægge til økologisk landbrug. Samlet set er der søgt om tilskud til et område på ca. 40.000 hektar - eller fire gange så stort som Amager.

Flere og flere danske landmænd ønsker at lægge om til økologisk landbrug. Da fristen for at søge om økologisk arealtilskud udløb d. 1. september, havde hele 1.128 landmænd søgt om tilskud til et område på ca. 40.000 hektar, svarende til fire gange Amagers areal. Til sammenligning blev der sidste år kun søgt om omlægning af halvt så stort et område, cirka 21.000 hektar.

Mange landmænd er allerede økologer og udvider nu deres bedrift. Samtidig er der sket en stor vækst i antallet af nye økologer, der omlægger fra konventionelt til økologisk landbrug. 450 af ansøgerne er således nye økologer, og årets omlægning er den største udvidelse af økologisk landbrugsjord i Danmark siden 1990'erne.

- Det er utrolig glædeligt at se, hvor mange landmænd, der ønsker at producere økologiske fødevarer. Dansk økologi er kendt for sin høje kvalitet, og der er stor efterspørgsel på produkterne både hos forbrugerne og på eksportmarkederne. Derfor er der god ræson i, at endnu flere landmænd nu vil lægge om til økologi. Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og det Konservative Folkeparti sikret, at der er finansiering til de mange ansøgninger i 2016, som lever op til betingelserne, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Økologi hitter hos forbrugerne
Danske landmænds ønske om at lægge om til økologi går hånd i hånd med forbrugernes efterspørgsel efter økologiske varer på supermarkedets hylder både i Danmark og i udlandet. Herhjemme er detailomsætningen af økologiske fødevarer fordoblet siden 2007 med en stigning fra 3,6 milliarder kroner til cirka 7 milliarder kroner. Samtidig er eksporten steget markant fra cirka en halv milliard i 2007 til 1,7 milliarder i 2014, hvor især Sverige og Tyskland er store aftagere af dansk økologi.

Derfor ser miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen da også store muligheder for øget vækst for økologiske fødevarer.

- Der er god grund til at være optimistisk på dansk økologis vegne. Ikke alene bliver Danmark nu rustet til at levere endnu flere økologiske fødevarer, og vi ved, at der er kunder, der står parat til at købe varerne både herhjemme og i andre EU-lande. Ja, endda helt ude i Kina, siger Esben Lunde Larsen.

Samlet støtter regeringen de 1.128 landmænd over de næste 5 år med næsten 300 millioner kroner.

Fakta:

- Økologisk mælk er blandt de mest populære økologiske fødevarer. Malkekvægsbedrifter udgør cirka 14,7 procent af de økologiske bedrifter, hvorimod det kun gælder for 9,2 procent af det totale antal bedrifter i Danmark.
- Flere og flere grøntsager dyrkes økologisk. Eksempelvis er ca. 36 procent af arealerne med gulerødder økologiske.
- Den økologiske bedrift er på gennemsnitlig 70,3 ha, hvilket er stort set på niveau med landsgennemsnittet for almindelige landbrugsbedrifter på 71,8 ha.
- Ifølge den seneste Økologistatistik var der 180.000 ha økologisk areal 31. maj 2015.
- Den danske økologieksport var på 1,7 mia. kroner i 2014. Det er en stigning på 12 procent i forhold til 2013, hvor der blev eksporteret for 1,53 mia. kroner. Til sammenligning kan det nævnes, at den samlede fødevarevareklynge eksporterede for 152 mia. kroner i 2014.

Pressekontakt

Steen Jensen
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
  93597071

Firma

Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K, Danmark

  20 91 59 01
  20 91 59 01

http://www.fvm.dk

Modtag nyheder fra Miljø- og Fødevareministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater