08/11-16
-
Pressemeddelelse
Danmark får national strategi for lystfiskeri
Flere fisk på krogen og større tiltrækning af lystfiskerturister til Danmark er nogle af tankerne bag planen om en ny strategi for lystfiskeri, som miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen sætter i gang i starten af 2017.
De danske havørreder er Danmarks sølvtøj inden for fiskeri. Ikke nok med, at de er blanke som sølv, de genererer også en væsentlig økonomi i lokalsamfundene, når lystfiskerturister kommer langvejs fra for at fange de eftertragtede fisk.
Nu vil miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen finde ud af, hvordan man kan gøre endnu mere for lystfiskeriet i Danmark, så både fiskebestande bliver bedre, og endnu flere turister vil vælge Danmark med lystfiskeri som formål.
- Lystfiskeriet i Danmark er både guld og sølv. Guldet er de mere end 7.000 kilometer dansk kyst, som stort set alt sammen er velegnet til fiskeri, og sølvet er de eftertragtede fiskearter, som vi ved, mange vil rejse langt for at fiske. Jeg vil gerne have endnu mere ud af vores fiskeri - både for naturen og økonomiens skyld, og derfor inviterer jeg nu alle interessenter indenfor lyst- og fritidstidsfiskeri til at være med til at udvikle en national strategi for lystfiskeri, siger Esben Lunde Larsen.
Københavns Universitet Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO) har netop offentliggjort en undersøgelse om tyske lystfiskeres præferencer, og den viser blandt andet, at de fleste tyske lystfiskere er unge mænd under 30 år, som ønsker at være helt alene på fiskepladsen og nyde naturoplevelsen. Miljø- og fødevareministeren mener dog ikke, at alle fisketure behøver at foregå solo.
- Vi skal have diskuteret og fulgt op på de ønsker danske og udenlandske lystfiskere har, og vi skal se på, hvordan vi får hele familien med ud i naturen, når der arrangeres fisketur. Endelig skal vi have set på, om der er oplagte tiltag, som vil forbedre fiskebestandene. Det handler om at finde en balance og lave nogle tiltag for lystfiskeriet, som spiller sammen med de øvrige fiskeformer, siger Esben Lunde Larsen.
Miljø- og fødevareministeren forventer at samle interessenter fra fiskeri, turisme, kommunerne m.fl. i marts 2017.
Pressekontakt
Jonatan Lykke-Olesen
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
9359 7082
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk