09/11-16
-
Pressemeddelelse
Fødevarestyrelsen holder øje med fugleinfluenza
Der er konstateret fugleinfluenza af den alvorlige type H5N8 i vilde fugle tæt på den danske grænse.
Fugleinfluenza af den alvorlige type H5N8 breder sig i Europa og er senest fundet i vilde fugle ved både den tyske og den polske Østersøkyst.
Sygdommen smitter normalt ikke til os mennesker men er stærkt smitsom mellem fugle og kan have store konsekvenser, hvis den breder sig til fjerkræbesætninger. Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen, at besætningsejere og hobbyfjerkræejere holder deres fugle indendørs og i øvrigt følger anbefalingerne for smittebeskyttelse.
Der er på nuværende tidspunkt ikke fundet fugleinfluenza i Danmark, men Fødevarestyrelsen undersøger i øjeblikket en gruppe døde troldænder, der er fundet i nærheden af Stege på Møn.
Fund af døde fugle
Hvis du finder flere døde fugle på samme sted, beder Fødevarestyrelsen dig om i første omgang at lade dem ligge og hurtigst muligt tage kontakt til styrelsen på tlf. 72 27 69 00.
Fakta om fugleinfluenza H5N8
Fugleinfluenza smitter normalt ikke til mennesker. I sjældne tilfælde er der dog påvist sygdom hos mennesker, der har haft tæt kontakt til fugle. Læs mere om risikoen for smitte til mennesker på Statens Serum Instituts side Fugleinfluenza.
Hvis du har rørt ved en død fugl, bør du for en sikkerheds skyld vaske hænderne grundigt med vand og sæbe.
Den type fugleinfluenza, der nu er fundet er af den højpatogene type H5N8. Det vil sige, at den medfører høj dødelighed blandt de fugle, der bliver ramt.
Fakta om smittebeskyttelse i fjerkræbesætninger
For at undgå kontakt med vilde fugle skal du som besætningsejer eller hobbyfjerkræejer sørge for at overholde reglerne for forebyggende beskyttelsesforanstaltninger mod fugleinfluenza.
Du bør også:
Om muligt holde fjerkræ indendørs eller under tag.
Skifte støvler eller vaske dem grundigt, inden du går ind til dine fjerkræ.
Pressekontakt
Pressevagt
+45 33 92 33 01
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk