09/12-16
-
Pressemeddelelse
Sunde fiskebestande skal give flere fisk til fiskerne
Den kommende uge skal der forhandles om næste års vigtige fiskekvoter i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat i Bruxelles. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen forventer, at den positive udvikling i en række af de fiskebestande, der er vigtige for dansk fiskeri, munder ud i et godt resultat.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen skal mandag og tirsdag den 12. og 13. december mødes med sine ministerkollegaer i Bruxelles for at aftale næste års fiskekvoter for blandt andet Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.
Forud for forhandlingerne er lyse udsigter for fiskeriet. Jomfruhummer, tunge og rødspætter er nogle af de bestande, der har det godt, og hvor der er udsigt til større kvoter.
- Vi har set en meget positiv udvikling for mange af de vigtige fiskebestande i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. Derfor er det min klare forventning, at vi kan få en aftale i hus, der giver stabile kvoter og gode betingelser for fiskerne, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Også torskebestanden i Kattegat er efter en lang periode på et meget lavt niveau vokset markant de seneste 5-7 år. Alligevel er kvoterne dog ikke fulgt med udviklingen. Det er et problem for fiskerne, som i stigende grad er nødt til at smide torsk over bord, når de fanges som bifangst.
- Vi har haft en fornuftig forvaltning af torskebestanden i Kattegat, som er på vej tilbage mod fordums styrke. Men det betyder også, at fiskerne ikke kan undgå at få torsk med som bifangst, når de fisker efter andre arter. Det er uhensigtsmæssigt, at fiskerne så ofte må smide gode spisetorsk over bord, og derfor er det min ambition at få hævet kvoten for torsk, siger Esben Lunde Larsen.
En del af kvoterne for Nordsøen, Kattegat og Skagerrak er allerede forhandlet på plads mellem EU og Norge i den fiskeriaftale, der blev indgået d. 2. december. Her kom der pæne stigninger i kvoterne for torsk og rødspætte i Skagerrak. Mørksej bestanden har det også godt i Nordsøen og Skagerrak, og det ses på kvoten, der blev hævet med 53 procent.
Pressekontakt
Jeanette Løv Rasmussen
Pressesekretær
9359 7070
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk