13/12-16
-
Pressemeddelelse
Danske svin og kyllinger skal spise søstjerner
EU-Kommissionen har netop vedtaget en ændring, så danske virksomheder fremover kan producere fiskemel af søstjerner. Det sker efter lang tids pres fra dansk side.
Limfjorden er fyldt med søstjerner, og fiskerne kasserer hvert år tonsvis af dem. Miljø- og Fødevareministeriet har gennem længere tid arbejdet for, at EU-kommissionen skulle godkende brugen af fiskemel fra søstjerner i foder til svin og kyllinger. Søstjerner er proteinrige og kan anvendes som foder, når de bliver lavet til fiskemel.
EU-Kommissionen giver nu tilladelse til, at søstjerne må anvendes som foder til danske svin og kyllinger.
- Fiskerne i Limfjordsområdet har opdaget potentialet i, at søstjernerne er en nyttig proteinkilde, der kan skabe vækst og arbejdspladser på en innovativ produktion af fiskemel. Med godt dansk EU-diplomati kan vi nu bruge søstjernerne til husdyrfoder, forklarer miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Tilbage i 2013 støttede Fødevareministeriet udviklingen af de metoder, som nu skal bruges til at sikre, at søstjerner kan anvendes som næringsrigt dyrefoder. Med de såkaldte GUDP-midler (Grønne Udviklings- og Demonstrations Projekter) støttede ministeriet med 6,5 mio. kr. et projekt, der skulle undersøge mulighederne for en bæredygtig produktion af fiskemel baseret på søstjerner.
- Den nyskabende produktion, som vi nu sætter i gang, er både økonomisk og miljømæssigt bæredygtig. Lokalt bliver der skabt arbejdspladser. Og det sårbare havmiljø i blandt andet Limfjorden slipper for store mængder kvælstof og fosfor, når søstjernerne fiskes i stedet for at ende som unyttigt affald, der rådner på havbunden, forklarer Esben Lunde Larsen.
Miljø- og Fødevareministeriet skønner, at en årlig fangst på 10.000 tons søstjerner vil blive til 2.500 tons fiskemel og spare de kystnære områder for 15 tons fosfor og 165 tons kvælstof. Dansk landbrug har allerede vist stor interesse for fiskemel produceret på danske søstjerner.
Pressekontakt
Jens Fuglsang Edelholt
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
91356996
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk