24/02-17
-
Pressemeddelelse
Minister: National undtagelse er ikke en undskyldning for alt høje bifangster af torsk i Østersøen
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har besluttet, at fiskere, der ikke overholder de maksimalt 10 procent bifangst af torsk i Østersøens lukkeområder indtil 31. marts, skal stoppe for alt fiskeri i perioden ud.
Der er alt for mange fiskere i den vestlige Østersø, der har alt for høj bifangst af torsk. Det understreger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, og tilføjer, at det ikke var hensigten med at tillade målrettet fiskeri efter fladfisk. Derfor indfører han nu sanktioner for fartøjsejere, der ikke overholder reglen om, at fangsten af fladfisk tilsammen skal udgøre mindst 90 procent.
- Da vi indførte den nationale undtagelse for fiskeri efter fladfisk i Østersøen, var det ikke for at give fiskerne en undskyldning for at fange store mængder torsk og kalde det bifangst. Derfor indfører jeg nu en sanktion, som betyder, at de fartøjer, der ikke overholder reglen, skal stoppe fiskeri lukkeperioden ud, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Den nationale undtagelse for fiskeri efter fladfisk blev indført den 9. februar efter, at tyskerne havde lavet selvsamme undtagelse. Dette gav fiskerne mulighed for at fiske efter fladfisk på vand dybere end 20 meter, og mindst 90 procent af fangsten skulle være fladfisk, mens det var tilladt at fange 10 procent bifangst, herunder torsk.
Sanktionen betyder, at fiskere, der ikke overholder de maksimalt 10 procent bifangst af torsk i lukkeområder indtil 31. marts 2017, vil skulle stoppe alt fiskeri perioden ud - og efter 16. marts i 15 dage.
Pressekontakt
Malene Kristensen
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
2213 0834
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk