28/02-17
-
Pressemeddelelse
Kompensationsordning skal holde små fiskerifartøjer økonomisk oven vande
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen sætter nu gang i en kompensationsordning for små fiskefartøjer. Det sker efter, at den danske torskekvote i 2017 er nedsat med 56 procent i den vestlige Østersø og med 25 procent i den østlige Østersø.
I dag offentliggøres betingelserne for at være omfattet af kompensationsordningen for fiskere i Østersøen. Det udmelder miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen efter, at de danske torskekvoter blev nedsat drastisk i 2017.
Det blev i efteråret vurderet, at de finansielle konsekvenser kunne være omfattende for Østersøfiskerne og rammer især de små fartøjer. Derfor afsatte regeringen og aftalepartierne bag finansloven for 2017 24 mio. kr. til kompensationsordningen.
- De danske torskefiskere i Østersøen bliver hårdt ramt ved den drastiske nedgang i kvoterne. Mange mindre fartøjer er ikke i stand til at skifte farvand eller gå længere til søs. Derfor sender vi dem nu en økonomisk håndsrækning, som kan hjælpe dem gennem 2017. Størstedelen af de fastsatte midler går til mindre fartøjer, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og uddyber, at der i forslaget til modellen lægges op til at ca. 80 pct. af de fartøjer, der er støtteberettigede, er under 15 meter.
Et fartøj, der opfylder kriterierne, og som fra 2013 til 2015 har haft en gennemsnitlig årlig indtægt af torsk fra den vestlige Østersø på 100.000 kr., vil få udbetalt 50.000 kr. i kompensation. For fartøjer med fangst af torsk fra den østlige Østersø vil udbetalingen være på 19.000 kr.
Det glæder fiskeriordfører Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti, at torskefiskerne nu kan se frem til at modtage kompensation for de lave kvoter.
- Det er godt for fiskerne i Østersøen. Og det er glædeligt, at vi også får understøttet fiskerne i den østlige del af Østersøen. Samtidig er det tilfredsstillende for Dansk Folkeparti, at også nyetablerede fiskere kan tilgodeses, siger Ib Poulsen.
Kompensationen udbetales som de minimis støtte og bekendtgørelsen forventes at træde i kraft fra maj 2017, så udbetalingerne kan påbegyndes i juni 2017. Ordningen etableres kun i 2017.
Fakta:
Kriterier for at være omfattet af ordningen:
1.Aktiv erhvervsfisker pr. 1. januar 2017
2.Fiskeri efter torsk i Østersøen i referenceperioden 2013-2015
3.Minimum 70 fiskedage i Østersøen i alt i 2014 og 2015
4.Fartøjets torskeandel fra Østersøen udgør minimum 20 pct. af fartøjets samlede landingsværdi, heraf skal minimum 10 pct. stamme fra hhv. vestlig og / eller østlig Østersø
5.Fartøjets landingsværdi fra Østersøen udgør minimum 30 pct. af fartøjets samlede landingsværdi.
6.Bagatelgrænse for udbetaling sættes til 5.000 kr.
Pressekontakt
Malene Kristensen
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
2213 0834
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk