22/03-17
-
Pressemeddelelse
Temadag er startskud til ny strategi for lystfiskeriet
Fredag samler miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen interessenter fra fiskeriet, turismebranchen og kommunerne til temadag om lystfiskeriet. De skal komme med input til en ny national strategi for lystfiskeri.
Bedre lystfiskeri, flere lystfisketurister og nye naturoplevelser for hele familien. Det er miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens visioner for en ny national lystfiskerstrategi.
Fredag den 24. marts går startskuddet til udviklingen af den nye strategi, når deltagere fra både lyst- og fritidsfiskeri samt interessenter fra den danske turistbranche mødes til lystfiskertemadag i Maribo på Lolland.
På temadagen deltager også Jakob Ellemann-Jensen, som udover at være passioneret lystfisker, bliver formand for en arbejdsgruppe, der skal komme med anbefalinger til den nye strategi.
- Danmark har i dag et unikt lystfiskermiljø, og der er potentiale til endnu mere. Derfor sætter vi nu gang i arbejdet med en national lystfiskerstrategi og inviterer både foreninger, kommuner og erhverv til at komme med input til arbejdet. Det er naturligt, at dem, som færdes langs åer og strande, er med til at sætte en fælles retning for en lystfiskerstrategi, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Især tyske turister er glade for at tage til Danmark for at fiske, og en analyse fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet (IFRO) viser, at tyske lystfiskerturister i Danmark typisk rejser 2-4 personer på en ferie af 11-12 dages varighed. Og en anden analyse peger på, at turisterne har et gennemsnitligt samlet forbrug, der ofte når tæt på 10.000 kroner.
- Det er deltagerne, som skal komme med input, men jeg forestiler mig en strategi, som går på to ben. Vi skal først og fremmest skabe gode rammer for lystfiskeriet - gode fiskepladser og gode naturoplevelser for lystfiskerne. Det skal være med til at udvikle lystfisketurismen, så vi kan tjene flere penge på lystfiskeriet og dermed være med til at understøtte væksten i hele Danmark, siger Jakob Ellemann-Jensen.
De seneste tal fra Miljø- og Fødevareministeriet viser, at der i 2015 blev købt i alt er ca. 200.000 lystfiskertegn (års-, uge- og dagtegn). Der er utvivlsomt mange flere, der udøver lystfiskeri, idet der ikke kræves lystfiskertegn, hvis:
· Du er under 18 år
· Du er folkepensionist
· Du fisker i put and take søer
· Du er grundejer og dennes familie ved fiskeri i vandløb og søer
· Du i forvejen har et gyldigt fritidsfiskertegn.
Pressekontakt
Jonatan Lykke-Olesen
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
9359 7082
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk