30/03-17
-
Pressemeddelelse
Mulighed for krav om målrettede efterafgrøder vedtaget
Et bredt flertal i Folketinget har i dag vedtaget en ændring af gødskningsloven, der giver mulighed for at pålægge landmænd at udlægge målrettede efterafgrøder, hvis det bliver nødvendigt. Miljø- og fødevareministeren håber, at lovændringen aldrig kommer i brug.
Der er stor interesse fra danske landmænd for frivilligt at udlægge efterafgrøder under den målrettede efterafgrødeordning.
På den bagrund håber miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, at et obligatorisk krav, som et bredt flertal i Folketinget med en lovændring i dag har åbnet mulighed for at tage i brug, aldrig bliver nødvendig.
- Der har i ansøgningsperioden været en overvældende interesse for at udlægge frivillige efterafgrøder. Det fortæller mig, at landbruget er indstillet på at løse udfordringen ad frivillighedens vej, og at landbruget er klar til at påtage sig det ansvar, som fulgte med de øgede gødskningsnormer. Vi er dog ikke i mål endnu, og der er fortsat risiko for at der bliver behov for et obligatorisk krav. Nu har Folketinget vedtaget mulighed for en obligatorisk ordning, men forhåbentlig kommer vi aldrig til at anvende den mulighed, siger Esben Lunde Larsen.
Med Fødevare- og landbrugspakken fik danske landmænd lov til at bruge mere gødning for at skabe mere vækst i et trængt erhverv. For at skabe ekstra sikkerhed om vandmiljøet, er der på den baggrund indført en frivillig, målrettet efterafgrødeordning i specifikke områder af Danmark, hvor landmænd kan søge støtte til at så ekstra afgrøder på marken.
Folketinget har i dag med stemmer fra Venstre, Liberal Alliance, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, De Radikale og Alternativet vedtaget en ændring af gødskningsloven, der gør et obligatorisk krav muligt, hvis ikke det nødvendige indsatsbehov bliver nået på frivilligt basis. Hvis ikke der bliver udlagt tilstrækkeligt frivillige målrettede efterafgrøder, vil landmændene med ændringen af gødskningsloven, kunne pålægges et obligatorisk efterafgrødekrav.
Netop fordi tilslutningen til den frivillige ordning på nuværende tidspunkt er så god, er forventningen, at behovet for en obligatorisk ordning vil være begrænset. Alligevel er det vigtigt at få lovændringen på plads.
- Det er rettidig omhu, at en obligatorisk ordning kan iværksættes, hvis der er behov for det. Desuden er det vigtigt at få vedtaget loven nu af hensyn til landmændenes planlægningsmuligheder, så der kan handles i tilfælde af, at et obligatorisk efterafgrødekrav bliver relevant, siger Esben Lunde Larsen.
Baggrunden for den målrettede efterafgrødeordning er det paradigmeskifte, som Fødevare- og landbrugspakken har banet vejen for, og som skal munde ud i en mere moderne og målrettet regulering af landbruget.
Den målrettede efterafgrødeordning løber i 2017 og 2018 og vil derefter blive erstattet af målrettet regulering.
Pressekontakt
Jens Fuglsang Edelholt
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
91356996
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk