Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
24/05-17   -   Pressemeddelelse

Internationale eksperter skal evaluere de danske kvælstofmodeller

Fem internationalt anerkendte eksperter er udvalgt til deltagelse i evaluering af kvælstofmodellerne bag vandområdeplaner.

En håndfuld dygtige udenlandske eksperter skal nu deltage i den internationale evaluering af de kvælstofmodeller, der ligger til grund for de danske vandplaner.

Eksperterne er fundet ved hjælp af nomineringer fra vandforvaltningsmyndigheder i vores nabolande og tre EU-institutioner. Dermed har udvælgelsen af eksperterne fundet sted indenfor den opgavebeskrivelse, som tidligere har været i høring blandt interessenterne.

Tilsammen har evalueringspanelet stor kompetence indenfor blandt andet marine økosystemer, marinforvaltning, statistik og kvælstofmodeller generelt.

Det blev aftalt i Fødevare- og landbrugspakken, der blev indgået i december 2015 af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, at kvælstofmodellerne skulle evalueres af internationale forskere.

- Det er fem internationalt anerkendte eksperter, som nu deltager i evalueringen. Den internationale evaluering af kvælstofmodellerne bag vandområdeplaner igangsættes, så snart eksperterne modtager evalueringsmaterialet, og det er forventningen, at eksperterne kan aflevere en færdig evalueringsrapport i efteråret, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Eksperterne vil snart modtage evalueringsgrundlaget, udarbejdet af Aarhus Universitet og DHI, hvorefter de kan begynde deres arbejde. Blåt Fremdriftsforum, der består af deltagere fra landbrugets organisationer, grønne organisationer, Kommunernes Landsforening m.fl., vil samtidig få mulighed for at fremsende supplerende spørgsmål, som de ønsker, evalueringspanelet skal tage stilling til.

Evalueringen afsluttes med et fem-dages internat i september, hvor de fem eksperter vil lægge sidste hånd på et udkast til evalueringsrapporten. Før eksperterne sætter de sidste kommaer i rapporten, vil interessenter dog få mulighed for at kommentere og stille spørgsmål til rapporten.

Processen før, under og efter internatet vil blive understøttet af en ekstern facilitator fra Implement Consulting Group.

Den internationale evaluering er en mulighed for at få nye øjne til at se på kvælstofmodellerne. Resultaterne af evalueringen vil efterfølgende kunne indgå i de fremtidige vandområdeplaner.

Miljø- og fødevareministeriet har skrevet kontrakt med følgende fem eksperter om varetagelse af den internationale evaluering:

- Senior rådgiver og afdelingsleder Peter M.J. Herman, Deltares og det Kongelige Nederlandske Institut for Havforskning
- Direktør og PhD Bo Gustafsson, Baltic Nest Institute Sverige
- Dr. Olli Malve, Det Finske Miljøinstitut
- Professor Alice Newton, NILU Norsk institut for luftforskning, og tidligere Algarves Universitet
- Professor Gerald Schernewski, Leibniz-instituttet for Østersøforskning

Peter M. J. Herman er udpeget til formand for evalueringspanelet.

Pressekontakt

Jens Fuglsang Edelholt
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
  91356996
Morten Ejrnæs
Kontorchef, Miljø- og Fødevareministeriet
  4083 5841

Firma

Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K, Danmark

  20 91 59 01
  20 91 59 01

http://www.fvm.dk

Modtag nyheder fra Miljø- og Fødevareministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater