Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
05/07-10   -   Pressemeddelelse

Fælles jagt på sorte fisk og skaldyr i Nordjylland

Ulovligt salg af jomfruhummerhaler, manglende dokumentation og sporbarhed samt ulovlig håndtering af fisk var nogle af de lovovertrædelser, som Fiskeridirektoratet, Skat og Fødevarestyrelsen fandt under en vellykket fælles kontrolaktion i Nordjylland i dag.

Kontrolaktionen blev gennemført på i alt seks nordjyske adresser på baggrund af anmeldelser om salg af sorte fisk, blandt andet fra fiskebiler.

I Frederikshavn blev en varevogn med fisk til en fiskebutik kontrolleret. Chaufføren havde papirerne i orden på fiskene. Men sammen med fiskene lå to sorte affaldssække med ferske jomfruhummerhaler pakket i fryseposer à ca. et kilo - i alt 26 kg.

Det blev oplyst, at jomfruhummerhalerne var hentet i Strandby, men nærmere information kunne virksomheden ikke give. Der kunne heller ikke fremvises faktura eller transportdokument.

Ved en grundig gennemgang af butikkens lokaler, fandt kontrolfolkene et skur, som virksomheden umiddelbart nægtede kendskab til. Her gemte sig to kummefrysere med i i alt 64 kg jomfruhummerhaler pakket i samme størrelse poser som dem i varebilen. Heller ikke disse jomfruhummerhaler var der dokumentation for.

90 kg jomfruhummerhaler beslaglagt
Fiskeridirektoratet beslaglagde på stedet de i alt 90 kg jomfruhummerhaler til nærmere undersøgelse for, om de overholder kravene om mål på minimum 7,2 cm. En stikprøve på stedet af to poser af både de frosne og de ferske haler viste, at halvdelen var undermålere og dermed fanget ulovligt.

Enkelte af hummerhalerne var på grænsen til at være fordærvede. Der kan derfor være en sundhedsrisiko ved at spise hummerhalerne.

I alt fik fiskehandleren varslet bøder for 20.000 kr. for manglende transportdokumenter, handel med undermåls-jomfruhummere og manglende sporbarhed.

Fik en fisker på krogen
Yderligere to adresser blev efterfølgende kontrolleret. Det ene sted var der tale om tomme lokaler, men på den anden adresse var der bid. Her fandt kontrollen en fisker i færd med at rense fisk på en jolle bag en landejendom. Omkring 25 kg. torsk lå rensede i en kasse med is, da kontrollen slog til.

Fiskeren, der skal levere sine fisk direkte til auktionshallen, blev varslet bøder på i alt 12.500 kr. for håndtering af fisk uden autorisation og for manglende egenkontrolprogram.

Skat har fra begge kontrolaktioner medtaget dokumenter om de økonomiske forhold, som nu vil blive gennemgået grundigere, lige som yderligere information vil blive indhentet.

Tre fiskebiler fik glad smiley
På tre andre nordjyske adresser blev der kontrolleret fiskebiler i dag. Her var forholdene i orden og alle fik en glad smiley.

I dagens aktioner deltog i alt 14 folk fra Fiskeridirektoratet, Skat, Fødevareafdeling Aalborg og Fødevarekontrollens Rejsehold.

For yderligere oplysninger:
- Fødevarekontrollens Rejsehold: Theresa K. Rasmussen, tilsynsførende, tlf. 72 27 64 71
- Fiskeridirektoratet: Tim Rasmussen Schjoldager, fiskerikontrollør, tlf. 72 18 57 51

Relevant information

http://www.fvm.dk


Pressekontakt


Firma

Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K, Danmark

  20 91 59 01
  20 91 59 01

http://www.fvm.dk

Modtag nyheder fra Miljø- og Fødevareministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire