15/07-10
-
Pressemeddelelse
Fejl i opgørelse over slagmærker på svin
Manglende indberetninger og kvalitetssikring har betydet fejl i Fødevarestyrelsens rapport om dyrevelfærd fra 2008. Fødevareminister Henrik Høegh kalder fejlen for uacceptabel og har bedt om en nærmere redegørelse fra styrelsen.
I rapporten om dyrevelfærd fra 2008 er tallet for antal politianmeldte forhold for slagmærker på svin i 2008 opgjort til 231. Det rigtige tal er 311. Forud for et samråd i juni måned oplyste fødevarestyrelsen desuden, at de foreløbige tal for 2009 tydede på knap 40 politianmeldte forhold. Det tal er nu endeligt opgjort til 291. Det er manglende indberetninger fra kødkontrollen på nogle slagterier og for ringe kvalitetssikring af tallene i Fødevarestyrelsen, der har givet de forkerte og upræcise tal.
Fødevareminister Henrik Høegh har sendt en skarp påtale til Fødevarestyrelsen og har bedt om at få udarbejdet en redegørelse for, hvordan fejlene er opstået, og hvordan man fremover vil sikre kvaliteten af de data, fødevarestyrelsen leverer.
"Det er helt uacceptabelt for mig, at Fødevarestyrelsen offentliggør tal uden at have styr på, at de er rigtige. Offentligheden og Folketinget skal kunne stole på myndighedernes tal. Det er mig, der har det politiske ansvar for, at de data styrelsen offentliggør er i orden. Det har de ikke været i dette tilfælde, og jeg vil derfor have en forklaring på, hvad der er gået galt, og hvordan man vil forhindre, at det sker igen.", siger fødevareminister Henrik Høegh.
Der slagtes godt 20 millioner svin om året i Danmark. Samtlige svin bliver synet inden slagtning for at se efter blandt andet slagmærker, ligesom der foretages efterfølgende kontrol af slagtekroppene for skjulte skader.
For yderligere oplysninger:
Veterinærdirektør Jan Mousing: tlf. 40380252
For kontakt til fødevareministeren:
Pressesekretær Thor Seierø: tlf. 20915901
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk