24/08-10
-
Pressemeddelelse
Forenkling hjælper over 1500 økologer og fødevarevirksomheder i hverdagen
Landbrugets organisationer har sammen med Fødevareministeriet fundet en række forenklinger - til gavn for de økologiske landmænd og fødevarevirksomheder.
Uden at gå på kompromis med hverken kvaliteten, kontrollen eller troværdigheden omkring økologisk produktion, er det lykkedes at finde 14 konkrete forslag til forenklinger.
"Det glæder mig, at hverdagen bliver lettere for en lang række økologiske landmænd og fødevarevirksomheder. Det har været en god proces, og det har været helt afgørende, at lettelserne gennemføres, uden at vi går på kompromis med troværdigheden - forbrugerne skal også i fremtiden kunne føle sig helt trygge ved, at økologiske fødevarer holder, hvad de lover", siger fødevareminister Henrik Høegh.
Processen blev igangsat som led i Grøn Vækst, og der offentliggøres nu en rapport med i alt 14 forslag til forenklinger af administrationen, som umiddelbart kan iværksættes. Rapporten er et resultat af samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, Økologisk Landsforening og Fødevareministeriet.
FAKTA
Af de 14 anbefalinger fra udvalget er over halvdelen allerede iværksat mens resten er på vej, med kommende initiativer både fra erhvervets og myndighedernes side. Derud over er der tre forslag, som ikke umiddelbart kan føre til forenklinger, men hvor Fødevareministeriet, blandt andet i EU-regi, vil arbejde for mere enkle regler og administration.
De fleste økologiske landmænd vil kunne mærke det. Ikke mindst i forbindelse med husdyrhold vil forenklingerne medføre lettelser i de økologiske landmænds administration. I de årlige indberetninger vedrørende produktionen og ved forpagtning eller køb af jord, vil administrationen lettes, ligesom det vil blive lettere for storkøkkener at administrere det økologiske spisemærke, og for mindre virksomheder at sikre en god egenkontrol. Af eksempler kan nævnes, at muligheden for at anmelde afhorning via fællesskemaet vil lette administrationen for alle ca. 500 økologer med kvæghold, forenkling ved miljøgodkendelse kan vedrøre op til 400 økologer, forenklinger vedrørende producentskifte vil vedrøre ca. 1000 bedrifter, heraf omkring halvdelen økologiske, og forenklingen vedrørende indberetninger af arealer, hvor små justeringer i visse tilfælde kan accepteres, hvilket potentielt kan give en lettelse for samtlige omkring 40.000 jordbrugsbedrifter.
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk