18/10-10
-
Pressemeddelelse
1.500 spegepølser i ulovlig virksomhed
En fuldt udstyret ulovlig slagtevirksomhed til opskæring og røgning af vildt mødte Fødevarekontrollens Rejsehold, da det 12. oktober var på kontrolbesøg på en landejendom på adressen Kæret 5, 6990 Ulfborg.
Jægere fik vildtet forarbejdet
Udover 12 hele dyr, som hang i et kølerum, fandt rejseholdet i virksomhedens øvrige lokaler knap 2 tons kød i form af udskårne stege, røgede dyrekøller, skiveskårede røgvarer og 1.500 spegepølser.
Under kontrollen blev det konstateret, at jægere mod betaling kunne aflevere vildt og få det pelset, parteret og forarbejdet til eksempelvis spegepølser eller pålæg.
Knap 2 tons kød destrueret
Da lokalerne, som var indrettet med professionelle maskiner og beklædt med fliser på vægge og gulv, ikke er autoriseret, har virksomheden ikke været underlagt kontrol af Fødevarestyrelsen. De fremstillede fødevarer anses derfor som uegnede til menneskeføde, hvorfor rejseholdet på stedet overhældte spegepølserne og de øvrige varer med grøn destruktionsfarve og påbød virksomheden at destruere dem.
Ingen deklaration
Udover, at fødevarerne var fremstillet i uautoriserede lokaler, var de ikke deklareret korrekt i henhold til fødevarelovgivningen. Spegepølsernes tarm var mærket med en tegning af en kronhjort i en oval cirkel samt teksten "Hjorte Spegepølse," men der var ikke angivet en sidste holdbarhedsdato. Desuden var der ingen deklaration for indholdet, hvilket blandt andet er problematisk, fordi spegepølserne indeholder nitrit, som er underlagt specifikke krav om grænseværdier.
Bøder på vej
Indehaveren af virksomheden vil nu modtage bøder for manglende autorisation, manglende egenkontrol samt for på ukorrekt vis at have bortskaffet noget af slagteaffaldet ved at sende det til dagrenovation. Desuden skal der ske en tilbagetrækning af forarbejdede fødevarer, der allerede er formidlet videre. Endelig skal de hele dyr, som hang i kølerummet leveres tilbage til de jægere, som har skudt og leveret dem.
Råd til forbrugerne
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at kassere eller returnere fødevarer, som er produceret på den ovennævnte adresse.
På grund af foretagendets store omfang opfordrer Fødevarestyrelsen forbrugere, der har modtaget produkter af ovennævnte type fra en jæger, til at rette henvendelse til vedkommende for at sikre sig, at produkterne ikke stammer fra den ulovlige virksomhed.
Kontakt
Kirsten B. Laursen, Fødevarekontrollens Rejsehold, mobil 72 27 64 74
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk