12/11-10
-
Pressemeddelelse
Holstebro og Tønder bliver de nye Teen Towns
Fødevareministeriet støtter de lokale aktionsgrupper i Holstebro og Tønder med hver en halv million kroner til at igangsætte initiativer målrettet unge.
Fødevareminister Henrik Høegh afsatte i foråret 1 million kroner til puljen "Teen Towns", målrettet to til tre initiativer for unge i landdistrikterne. Det er nu besluttet, at det er de lokale aktionsgrupper i Holstebro og Tønder, der hver får en halv million kroner til at igangsætte initiativer målrettet unge.
Formålet med indsatsen er at få langt flere unge til aktivt at tage del i udviklingen af deres lokalområde. Det er især væsentligt, at de unge bliver inddraget i beslutningerne om den fremtidige indretning af landdistrikterne.
"Det er afgørende, at vi lytter til de unges ønsker til fremtidens landdistrikter og inddrager dem i udviklingen, så vi sikrer, at de har lyst til at bo på landet. Det er mit håb, at selve Teen Town-indsatsen vil øge fokus på ungdomsprojekter generelt og være med til at inspirere andre aktionsgrupper til at arbejde med ungeindsatser," siger fødevareminister Henrik Høegh.
Et attraktivt ungdomsmiljø og Digital Story-telling
I Holstebro vil en gruppe unge ved hjælp af midlerne fra Teen Town-puljen skabe et mere attraktivt ungdomsmiljø i landdistrikterne. De unge projektmagere kvalificeres via indsatsen til at udvikle, planlægge og gennemføre lokale projekter til gavn for og med inddragelse af andre unge.
I Tønder vil den lokale aktionsgruppe afprøve en nyskabende fortællemetode - Digital Storytelling - og gennem den mobilisere unge til at tage initiativ til og ansvar for udviklingen i deres lokalområde. Forløbet med Digital Storytelling skal følges op af et formidlings- og udviklingsforløb og munde ud i en række konkrete ungeprojekter.
Puljen til Teen Towns er iværksat under landdistriktsprogrammet under tilskudsordningen "Attraktive levevilkår i landdistrikterne", hvis formål er at give befolkningen i landdistrikterne gode levevilkår. LanddistrikPressrelease texttsprogrammet er finansieret af Fødevareministeriet og EU.
Læs mere om
Teen Towns.
Yderligere oplysninger:
Ditte Mandøe Andreasen eller Lykke Skjoldan, FødevareErhverv, tlf. 33 95 89 89,
Nicolai Schacke, pressesekretær: 33 92 42 83 / 20 91 59 01
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk