14/12-10
-
Pressemeddelelse
Hesteejere og -dyrlæger overtræder medicinreglerne
Ulovlig import, anvendelse og opbevaring af lægemidler og meget mangelfulde medicinregnskaber var blandt de overtrædelser, Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold fandt i forbindelse med to målrettede medicinaktioner blandt hesteejere og hestedyrlæger i Midt- og Sønderjylland.
Kontrollerne blev gennemført i august og november på baggrund af bl.a. anonyme tip til Veterinærrejseholdet. Veterinærrejseholdet gennemførte i alt 15 kontrolbesøg, heraf 5 hos dyrlæger. Kun et af kontrolbesøgene endte helt uden anmærkninger.
Ved aktionen beslaglagde Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold blandt andet ulovligt importerede udenlandske lægemidler samt ulovlige antibiotika og hormoner. De otte besætningsejere, fem dyrlæger og tre hesteejere kan nu se frem til sammenlagt ti administrative bøder, fire politianmeldelser, fire påbud og to indskærpelser. Tre af sagerne mod dyrlæger involverer også SKAT.
Ved en lignende aktion i 2009 blev der også konstateret flere overtrædelser af medicinreglerne.
Myndigheder mødes med branchen
Heste er lovgivningsmæssigt sidestillet med produktionsdyr og er, indtil de bliver udmeldt af fødekæden, omfattet af de samme medicinregler, som gælder for f.eks. kvæg og svin.
Veterinærrejseholdet vil, på baggrund af resultaterne fra de seneste kontrolkampagner, mødes med branchen for at informere om kontrollen og regelsættet. Herefter gennemfører Veterinærrejseholdet tilsvarende kontroller.
Kontakt
Ken Leisner, dyrlæge, Veterinærrejseholdet, tlf.: 72 27 52 08.
Flemming Kure Marker, leder af Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold, tlf.: 72 27 52 21.
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk