22/12-10
-
Pressemeddelelse
Nyt navn til neutralmarineret kyllingekød
"Kyllingefilet tilsat x procent lage" bliver det nye navn, som fremover skal stå på emballagen for det, der i dag hedder neutralmarineret kylling. Det sker efter, at Fødevarestyrelsen har indgået en frivillig aftale med branchen om sagen. Forbrugerrådet bakker op.
Navnet "neutralmarineret kylling" har været genstand for debat de senere år. Betegnelsen har været udtryk for, at kyllingefileter eller kyllingebryst har været tilsat en lage - typisk med vand, salt og sukker. Men flere organisationer og politikere har ment, at betegnelsen "neutralmarineret" har vildledt forbrugerne, og Fødevarestyrelsen har nu indgået en aftale med branchen og Forbrugerrådet om en ny betegnelse.
"Formålet med fødevaremærkning er at give forbrugerne mulighed for at træffe et oplyst valg. Der har været rejst tvivl om, hvorvidt betegnelsen "neutralmarineret" levede op til det formål, og derfor er jeg godt tilfreds med, at Fødevarestyrelsen er kommet frem til en ny betegnelse efter at have konsulteret branchen og Forbrugerrådet", siger fødevareminister Henrik Høegh.
Aftalen betyder, at produktet fremover skal indeholde ordene "tilsat lage", samt en angivelse af, hvor meget lage eller kød der findes i produktet. Hele varebetegnelsen skal være i samme skriftstørrelse.
Den nye betegnelse vil blive skrevet ind i Fødevarestyrelsens mærkningsvejledning i januar 2011.
Yderligere oplysninger:
Marie Louise Flach de Neergaard, Fødevarestyrelsen, 72 27 66 50
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk