15/02-11
-
Pressemeddelelse
Mere økologisk frugt fra Danmark
Regeringens plan, Grøn Vækst har afsat 2,4 milliarder til fremme af økologi, og nu skal 18 nye initiativer i fødevareministerens ØkologiVision sætte yderligere skub i udviklingen. Blandt andet kan visionen give 50 procent mere økologisk dansk frugt og bær.
Regeringen har sat sig som mål, at danne rammerne for en fordobling af det økologiske areal i Danmark. Arealet vokser, men tempoet skal sættes i vejret, hvis målsætningen om en markedsdreven fordobling i 2020 skal nås. Derfor sætter den nye økologipolitiske vision ind ude hos de økologiske producenter. Visionen indeholder blandt meget andet en ny tilskudsordning til etablering af økologiske frugtplantager med fx æbler, pærer, blommer, jordbær, hindbær og blåbær, der kan give en stigning på 50 procent i arealer med økologisk frugt og bær.
"Danmark er det land i verden, hvor der sælges mest økologi pr. indbygger, og vores eksport er tredoblet fra 2005 til 2009. Men vi kan også se, at importen af udenlandske økologiske produkter stiger, og derfor skal de 18 initiativer sikre bedre rammer for en positiv og markedsdreven udvikling i dansk økologiproduktion, der kan give forbrugerne bedre mulighed for at vælge dansk økologi", siger fødevareminister Henrik Høegh. Han peger på, at der i Økologivisionen blandt andet bliver afsat 24 millioner kroner årligt til investeringer i særlige staldanlæg, maskiner og udstyr, som der er behov for ude hos de økologiske producenter.
Regeringens ØkologiVision indeholder i alt 18 initiativer - blandt andet:
· 5 millioner årligt i 2012-2013 til etableringsstøtte af frugt- og bærplantager
· 24 mio. kroner årligt i støtte til investeringer i blandt andet økologiske staldanlæg og særlige maskiner til økologisk planteavl.
· 3-5 mio. kroner årligt frem til og med 2015 til udvikle og afprøve nye sorter indenfor økologisk planteavl
· Mere undervisning i økologi på landbrugsuddannelserne.
· En rammevilkårsanalyse, der vurderer dansk økologis konkurrenceevne i forhold til lande, Danmark typisk er i konkurrence med
Fødevareministeren tager i dag til Tyskland for at være med til at åbne verdens største økologimesse Biofach og her bakke op om dansk økologis position på det internationale marked. Over 40 nordiske virksomheder deltager i messen de næste fire dage.
Læs alle initiativerne
her
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk