28/02-11
-
Pressemeddelelse
Danmark i top med at skabe liv på landet
Danmark er et af de EU-lande, der har fået sat flest aktiviteter i gang for at skabe nye arbejdspladser og attraktive levevilkår i landdistrikterne. Det er sket ved at lade lokale aktionsgrupper stå for at gennemføre projekter med tilskud fra landdistriktsprogrammet.
Fødevareministeriet har valgt at gennemføre landdistriktsprogrammet ved at lade de 51 lokale aktionsgrupper rundt i landet udpege gode lokale udviklingsprojekter i deres område. Fire år inde i programperioden er der i Danmark i alt givet ca. 450 mio. kr. i tilskud til omkring 2000 lokale udviklingsprojekter. Det giver Danmark en placering i toppen, når man sammenligner med, hvor langt de øvrige EU-lande er nået med at gennemføre landdistriktsprogrammet.
"Det har taget lang tid for EU-medlemslandene at få etableret et lokalt system, der giver bedst muligt udbytte af disse udviklingsmidler, men i Danmark har vi forholdsvist hurtig skabt en rigtig velfungerende lokal forvaltning af midlerne i landdistrikterne. De lokale aktionsgruppers arbejde herhjemme er vigtig for at styrke arbejdet med at skabe gode levevilkår, arbejdspladser og indtjeningsmuligheder i landdistrikterne", siger Henrik Høegh.
En lang række andre EU-lande er knap nok kommet i gang endnu, og 14 medlemslande har på nuværende tidspunkt udnyttet under fem procent af bevillingen.
Landdistriktsmidlerne er i Danmark bl.a. gået til projekter, der kan skabe nye arbejdspladser, tiltrække flere turister, eller til kultur- og fritidsaktiviteter, der både kan fastholde og tiltrække beboere. Det er fx projekter som udvikling af et oplevelsescenter på Fyn, produktion af tørret saltet fisk på Læsø, etablering af klublokaler for Samsø Ro- og Kajakklub og etablering af aktivitetspladser, naturstier, multihaller og kulturhuse en lang række steder i landet.
Fakta om lokale aktionsgrupper
En lokal aktionsgruppe er en forening, der skal drive udviklingen af landdistrikterne i bredt samspil med lokalsamfundet. Aktionsgrupperne iværksætter aktiviteter af nyskabende karakter inden for økonomiske, sociale og kulturelle felter i landdistrikterne.
Det overordnede princip bag de lokale aktionsgrupper er anvendelsen af LEADER-metoden, der skal sikre en høj grad af lokal indflydelse i forbindelse med gennemførelse af dele af landdistriktsprogrammet. Det er et særkende for LEADER-metoden, at udviklingsplaner, projekter og beslutningsprocesser skal være styret nedefra og skal involvere den lokale befolkning.
Læs mere om de lokale aktionsgrupper og LEADER-metoden :
http://www.landdistriktsprogram.dk/Lokale_aktionsgrupper.aspx?ID=36659
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk