24/03-11
-
Pressemeddelelse
Færre syge af salmonella i Danmark og i EU
Langt færre forbrugere i både Danmark og resten af EU bliver lagt ned med opkast og diarre på grund af salmonella. Det viser tal fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet EFSA, som netop er blevet offentliggjort.
Antallet af forbrugere på europæisk plan, der bliver smittet med salmonella, er dalet jævnt siden 2005.
Det er salmonellainficerede æg, kyllingekød og svinekød, der volder problemer for EU-borgerne, dog altså i mindre omfang end tidligere. Tallene fra EFSA viser, at antallet af salmonellainfektioner i EU er faldet fra 131.468 registrerede tilfælde i 2008 til 108.614 tilfælde i 2009, svarende til 17,4 pct.
I Danmark er faldet i antallet af salmonellainfektioner endnu mere markant med et fald fra 3.656 tilfælde i 2008 til 2.129 tilfælde i 2009, svarende til 41,7 pct. Foreløbige tal fra SSI (Statens Serum Institut) viser, at tendensen fortsætter i 2010.
"Danske æg og dansk kyllingekød er stort set fri for salmonella i dag, og for svinekød har indsatsen medført, at forekomsten generelt er lav. Det er godt at se, at indsatsen med at nedbringe forekomsten af salmonella smitter af på antallet af infektioner i Danmark", siger fødevareminister Henrik Høegh, der glæder sig over, at salmonellatallene daler i resten af Europa.
"Danmark har igennem mange år gjort en stor indsats for at løse problemet med salmonella. Vi har haft handlingsplaner for bekæmpelse af salmonella siden midten af 90'erne, og vi har med vores erfaringer bidraget til indsatsen på EU-plan," siger Henrik Høegh.
Som et led i EU's plan med bekæmpelse af salmonella i fjerkræ, er der nye EU-regler på vej med kriterier for salmonella i fjerkrækød. Reglerne skal forbyde salg af fersk fjerkrækød, der indeholder de salmonellatyper, der står for langt de fleste af sygdomstilfældene.
Fakta
- Der er sat fælles EU-mål for salmonellabekæmpelsen i fjerkræflokke
- Siden starten af 2009 har EU regler krævet varmebehandling af æg fra flokke med de to hyppigste salmonellatyper
- Danmark indledte sit systematiske arbejde mod salmonella med den første handlingsplan midt i 1990'erne. Handlingsplanerne har haft en god effekt på sygdomstallene
- Læs mere om salmonella på Fødevarestyrelsens hjemmeside
Yderligere oplysninger:
Gudrun Sandø, specialkonsulent, Fødevarestyrelsen tlf. 2538 4373
For kontakt til fødevareministeren:
Pressesekretær Thor Seierø: Tlf. 2091 5901
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk