30/03-11
-
Pressemeddelelse
Dansk kyllingekød helt fri for salmonella
Samtlige stikprøver, som Fødevarestyrelsen i 2010 tog af dansk kyllingekød, var helt fri for salmonella. Samtidig faldt antallet af partier med campylobacter i både dansk og udenlandsk fjerkrækød for tredje år i træk. Det viser tallene fra Fødevarestyrelsens stikprøvekontroller i 2010.
Sidste år fandt Fødevarestyrelsen salmonella i cirka 10 procent af stikprøverne af fjerkrækød fra udlandet. Dermed ligger dansk kyllingekød markant bedre end det udenlandske. Men der er også over de senere år registreret et fald i salmonellaforekomsten i udenlandsk fjerkrækød.
"Resultaterne bekræfter os i, at vores indsats imod salmonella i det danske kyllingekød virker, og vi har også, set over de senere år, oplevet et fald af salmonella i importeret fjerkrækød. Begge dele er godt nyt for fødevaresikkerheden, og de seneste EU-tal viser da også, at stadig færre forbrugere bliver smittet med salmonella både i Danmark og i EU-landene generelt", siger Henrik Høegh, der onsdag er i samråd i Folketingets fødevareudvalg om den danske indsats mod salmonella.
De nye tal stammer fra Fødevarestyrelsens rapport om den såkaldte case-by-case kontrol i 2010. Case-by-case kontrollen består i, at Fødevarestyrelsen hvert år udtager stikprøver af dansk og udenlandsk fjerkræ-, svine- og oksekød og undersøger dem for salmonella og campylobacter.
Case-by-case-kontrollen vil blive evalueret i 2011. Resultatet af evalueringen skal anvendes til at styrke og optimere kontrollen. Det skal ske på baggrund af det meget store materiale, der er opnået i løbet af fire års kontrol.
Læs rapporten her :
http://www.foedevarestyrelsen.dk/Kontrol/Sadan_kontrollerer_vi/case+by+case.htm
Yderligere oplysninger:
Annette Perge, Fødevarestyrelsen 7227 6592
For kontakt til fødevareministeren:
Pressesekretær Nicolai Schacke: 2091 5901
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk