12/04-11
-
Pressemeddelelse
D-vitaminberiget mælk ude i butikkerne nu
D-vitaminberiget mælk er nu på hylderne i detailhandelen efter at Fødevarestyrelsen har opfordret fødevareindustrien til at tilsætte D-vitamin til basisfødevarer som mælk og fedtstoffer.
Også i mange andre lande beriges mælk og fedtstoffer med D-vitamin. Det gælder eksempelvis i både Sverige og Finland. I Danmark har det hidtil stort set kun været margariner, der har været beriget med D-vitamin.
Opfordringen fra Fødevarestyrelsen kommer af hensyn til de store befolkningsgrupper, som sjældent får tilstrækkeligt med det livsvigtige D-vitamin ad naturlig vej.
Hvem har brug for D-vitaminberigede fødevarer?
Berigelse af en eller flere fødevaregrupper vil have en positiv effekt for de grupper i befolkningen, der ikke følger de officielle råd om kost og sollys og i særdeleshed de særlige risikogrupper, der ikke følger rådet om at supplere kosten med et dagligt D-vitamintilskud.
De officielle råd om kost og sollys
Fødevarestyrelsen tilråder befolkningen en livsstil, der kan medvirke til at forebygge D-vitaminmangel. Således anbefaler Fødevarestyrelsens otte officielle kostråd, at forbrugerne spiser mellem 200 og 300 gram fisk om ugen. Derudover anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man får sol på ansigt, underben og underarme 5-30 minutter nogle gange om ugen i sommerperioden.
Raske forbrugere, som følger ovenstående råd vil normalt ikke have behov for kosttilskud med D-vitamin. Hvis man er bekymret for ikke at få nok D-vitamin, f.eks. om vinteren, kan kosten inkludere f.eks. et glas D-vitaminberiget mælk eller et dagligt D-vitamintilskud. Her vil 5-10 mikrogram være en passende dosis for de fleste.
Risikogrupper som anbefales et dagligt D-vitamintilskud på 10 mikrogram/400 IE
- Børn 0 - 2 år (D-dråber)
- Gravide
- Børn og voksne med mørk hud
- Børn og voksne, som bærer en tildækkende påklædning
- Personer som sjældent/aldrig kommer udendørs eller som undgår sollys
Risikogrupper som anbefales et dagligt højere D-vitamintilskud, 20 mikrogram/800 IE kombineret med 800-1000 milligram calcium
- Personer over 70 år
- Plejehjemsbeboere
- Personer i øget risiko for osteoporose
D-vitamin fra vitamin-mineraltabletter tæller med i det samlede D-vitaminregnskab.
Kontakt
Kontorchef Else Molander, tlf. 72 27 66 69.
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk