12/05-11
-
Pressemeddelelse
Nyt fiskeredskab kan sikre fiskeri og beskytte torsken
Torsken er under pres i Kattegat og antallet af fiskedage står til at blive nedskrevet med 25 procent om året i de næste tre år som led i EU's torske-genopretningsplan. Men hvis utilsigtede bifangster kan undgås, kan det influere positivt på bestanden så der ikke skal skæres i dagene de kommende år.
I Kattegat bliver der drevet et økonomisk vigtigt fiskeri efter jomfruhummer. Jomfruhummerbestanden er bæredygtig, men af hensyn til torskebestanden skal man undgå bifangster af torsk. Fiskere, der deltager i fiskeriet efter jomfruhummer i Kattegat, kan med et nyudviklet redskab næsten helt undgå utilsigtede bifangster af torsk i jomfruhummerfiskeriet i Kattegat. Dette tiltag er et væsentligt element i en plan for fiskeriet i Kattegat.
"Vores plan for at nedbringe bifangsten af torsk er resultatet af et godt samarbejde mellem fiskere, forskere og myndigheder. Det er vigtigt, at det nye redskab kommer i brug hurtigst muligt, så vi både kan sikre beskyttelse af torsken og at der ikke skal skæres i fiskedagene i 2011", siger fødevareminister Henrik Høegh.
Pr. 1. juli 2011 skal alle fiskerne bruge et selektivt trawl-redskab i Kattegat. Fra den 5. maj 2011 er det muligt for fiskere at søge om tilskud til anskaffelse af selektive fiskeredskaber. Der kan opnås tilskud på op til 40 pct. af udgifterne. Fødevareministeriet har afsat 4 mio. kr. til ansøgningsrunden.
De tiltag, der er taget i Kattegat, og de nye tiltag vil medføre store ændringer i det danske fiskeri i overensstemmelse med linjen i genopretningsplanen. Der vil således kunne opnås en signifikant reduktion i dødeligheden for torsk.
Ansøgning
Ansøgningsperioden er fra 5. maj til 15. juni 2011. Vejledning og ansøgningsmateriale findes på FødevareErhvervs hjemmeside
Fiskeriudviklingsprogrammet
Indsatsen er en del af det danske fiskeriudviklingsprogram, som medfinansieres af den Europæiske Fiskerifond (EFF). Det overordnende mål for EFF-programmet er at skabe rammerne for det størst mulige vedvarende udbytte af den danske fiskeri- og akvakultursektor, hvor ressourcerne udnyttes under hensynstagen til bæredygtighed og regional udvikling.
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk