27/06-11
-
Pressemeddelelse
Start på trioformandskabet i EU
Det kommende halvandet år skal først Polen, så Danmark og Cypern lede forhandlingerne om EU's kommende politikker for landbrug og fiskeri
Når Polen 1. juli overtager EU-formandskabet, starter et nyt trio-formandskab, som Danmark er en del af. EU's generelle ministerråd har for nylig godkendt det kommende trioformandskabs program, der beskriver de overordnede strategier og målsætninger, som de tre formandskaber er blevet enige om at prioritere.
På fødevareministeriets område handler det først om fremmest om reformen af den fælles landbrugspolitik og reformen af den fælles fiskeripolitik. Det vil kræve en stor indsats at lede de vanskelige forhandlinger i ministerrådet (landbrug og fiskeri)og med Europa-Parlamentet. Det er trioformandskabets mål at nå så langt i reformforhandlingerne som muligt.
"Det danske formandskab vil bestræbe sig på at komme længst muligt i forhandlingerne om en ny fælles landbrugspolitik og en ny fælles fiskeripolitik. På begge områder er bæredygtighed nøglebegreber. På fiskeriområdet handler det blandt andet om at begrænse unødvendigt udsmid af fisk, og på landbrugsområdet er det blandt andet et ønske, at støtten målrettes et grønnere landbrug hvor eksempelvis affaldsprodukter anvendes til bioenergi", siger Fødevareminister Henrik Høegh.
EU-kommissionen forventes at fremsætte sit forslag til EU's fremtidige fiskeripolitik i juli måned og forslag til EU's fremtidige landbrugspolitik i efteråret 2011. Reformerne skal gælde fra 2014 - 2020.
Polens formandskab løber fra 1. juli til 31. december 2011. Det danske formandskab begynder 1. januar 2012 og løber til Cypern overtager 1. juli 2012.
Hent trioformandskabsprogrammet og læs mere om formandskabet på Udenrigsministeriets hjemmeside
http://%20http//www.fvm.dk/Default.aspx?ID=46176&Purge=True
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk