03/08-11
-
Pressemeddelelse
Økologi er kommet på menuen
Det økologiske spisemærke viser nu vej til øko-mad på hele 100 danske spisesteder - og mange flere er på vej. Fødevareminister Henrik Høegh er tilfreds med udviklingen og ser gerne, at endnu flere restauranter og kantiner vil benytte sig af muligheden for at markedsføre sig på økologien.
Det er blevet lidt lettere for forbrugerne at vælge økologi, når de spiser ude. Det økologiske spisemærke, der viser vej til køkkener med økologiske råvarer er nemlig nu at finde på 100 danske spisesteder. Og endnu flere kantiner, storkøkkener og restauranter er ifølge Fødevarestyrelsen på vej til at hænge mærket op i deres lokaler.
Inden mærket blev indført i 2009 fandtes der i hele landet kun ganske få økologiske restauranter, der kunne leve op til kravene for at skilte med deres økologi. Nu er der på landsplan i alt 19 restauranter og caféer, der pryder sig med det økologiske spisemærke. Dertil kommer en række kantiner, storkøkkener og cateringfirmaer og sammenlagt, findes det nye mærke på i alt 100 danske spisesteder.
Fødevareminister Henrik Høegh er tilfreds med udviklingen og mener, at mærket både kan give forbrugerne flere valgmuligheder og samtidig kan bidrage til at skabe større efterspørgsel på økologiske råvarer fra Danmark.
"Danske forbrugere er verdensmestre i at købe økologi, og spisemærket giver restaurationer og kantiner mulighed for at vise, at de udbyder den økologiske mad, som gæsterne efterspørger. Spisemærket er i stærk fremmarch i kantiner og storkøkkener i øjeblikket, og det er min ambition, at der også kommer turbo på udviklingen i forhold til at få flere restauranter og caféer til at tage mærket til sig. Derfor har vi nye initiativer på vej den kommende tid, så den gode start for spisemærket kan udbygges," siger fødevareminister Henrik Høegh.
Udviklingen af økologi på spisestederne og det økologiske spisemærke er en prioritet i Fødevareministeriets Økologivision, og ministeriet forventer, at alle spisesteder med mindst 30 procent økologi i deres måltider på sigt vil anvende mærket og opfylde de kriterier, der følger med.
Fakta
Det økologiske spisemærke viser, hvor stor en andel af de brugte råvarer, der er økologiske. Spisemærket findes i tre versioner; guld (90-100% økologiske råvarer), sølv (60-90%) eller bronze (30-60%).
Mærket gør det derfor let for brugerne at se, at et køkken bruger økologiske råvarer og hvor stor en andel er økologi.
Det økologiske spisemærke skal vise vej til de økologiske køkkener og gøre det lettere for storkøkkener, restauranter mv. at sætte gang i og drive et økologisk køkken. Der bliver derfor stillet materiale og vejledning til rådighed til offentlige og private indkøbere om, hvordan de lettest kan stille krav om økologiske råvarer i udbudsmaterialer.
Én af måderne er at bestille en omlægningskonsulent til at rådgive køkkener, der begynder at købe flere økologiske råvarer via det økologiske spisemærkes hjemmeside.
Læs mere om det økologiske spisemærke og se, hvor de økologiske spisesteder ligger : http://bit.ly/oHXPfi
Se ØkologiVisionen : http://bit.ly/nQMHqy
Kontakt:
For yderligere oplysninger:
Robert Lind, Fødevarestyrelsen, tlf. 7227 6663
For kontakt til fødevareministeren:
Thor Seierø, pressesekretær, tlf. 3392 2050
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk