12/10-11
-
Pressemeddelelse
Fødevareminister: Grønne ord skal føres ud i livet
EU-kommissionens udspil til en fremtidig landbrugspolitik blev fremlagt onsdag middag. Fødevareminister Mette Gjerskov roser de grønne visioner i udspillet og vil i forhandlingerne arbejde for, at de gode udsagn også bliver til virkelighed.
EU-Kommissær Dacian Cioloş fremlagde onsdag sit forslag til en reform af den fælles europæiske landbrugspolitik. Forslagets hovedelementer er blandt andet en grønnere landbrugsstøtte. Det skal sætte større fokus på natur, miljø og klimatiltag i landbrugspolitikken.
"Kommissionen viser med udspillet, at de også ønsker en grønnere landbrugspolitik og det er præcis det, som vi har fokus på i regeringsgrundlaget. Nu bliver det min fornemste opgave under de forestående forhandlinger at sikre, at de mange ord om en grønnere politik bliver til virkelighed og dermed kan være med til at sikre fremtidens landbrug ", siger Mette Gjerskov.
Forslaget lægger op til en reduktion af den direkte støtte i flere lande herunder Danmark. Til gengæld sker der større tilskud til en række af de nye medlemslande i Østeuropa.
" Dansk landbrug befinder sig i en krise, og jeg mener ikke det er rimeligt, at danske landmænds konkurrencesituation skal forværres i forhold til deres europæiske kollegaer. Vi må se på forhandlinger samlet. Danmark er et af de lande, der modtager absolut mindst fra kassen med landdistriktsmidler, der kan bruges til miljø, natur, økologi og klima. Der mener jeg, at vi kunne trække nogle flere grønne penge hjem til dansk landbrug, og det vil jeg selvfølgelig tage med mig ind i forhandlingerne", siger fødevareminister Mette Gjerskov.
Når Danmark overtager formandskabet i EU fra 1. januar 2012 vil forhandlingerne om den fælles landbrugspolitik være et centralt element. En aftale forventes ikke at være på plads under dansk formandskab men først i løbet af 2013.
Baggrund:
Kommissionens forslag til reform af den fælles landbrugspolitik udgøres af en række forslag, som bl.a. omhandler den direkte landbrugsstøtte, landdistriktsstøtten, markedsinstrumenter og regler for finansiering og kontrol samt krydsoverensstemmelse.
Reformen i landbruget skal udmøntes i slutningen af 2013 og forløbe frem til 2020.
EU's Landbrugsbudget udgør på nuværende tidspunkt godt 40 procent af det samlede EU-budget.
Landbrugsbudgettet er cirka 59 milliarder Euro. Herunder cirka 43 milliarder Euro, der går til den direkte støtte til landmændene.
I Danmark udgør den direkte støtte i øjeblikket cirka 7,3 milliarder kroner.
For yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Lotte Linnet: tlf. 2220 1723
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk