24/11-11
-
Pressemeddelelse
Stop for udsmid af fisk i Skagerrak
Det skal være slut med at smide friske og gode fisk tilbage i havet - derfor er de tre nordiske fiskeriministre gået sammen om en aftale om forbud mod udsmid i Skagerrak.
Norge, Sverige og Danmark er onsdag samlet i Stockholm i skikkelse af fødevareminister Mette Gjerskov, landsbygdminister Eskil Erlandsson fra Sverige og den norske fiskeriminister Lisbeth Berg-Hansen. De tre ministre underskriver sammen en aftale om forbud mod udsmid senest 1. januar 2013. Landene ønsker dermed at gå foran i bestræbelserne på at beskytte fiskebestandene og sikre et bæredygtigt fiskeri.
"Udsmid af fisk er madspild. Fiskene dør, så det er et problem i Norden og hele EU, og det skal stoppes. Fiskene i de have der omgiver os er en fælles ressource, og når den enkelte fisker smider fisk ud, skader han ikke kun sig selv og fiskebestanden, men også sine norske, svenske og danske kollegers mulighed for at fange fisk i fremtiden", siger Mette Gjerskov.
De tre lande ønsker at gå forrest i EU med et forbud og ved underskrivelsen af aftalen deltog også EU's fiskerikommissær Maria Damanaki. Initiativet skal nu behandles i EU-kommissionen.
Biologer vurderer, at 50.000 - 60.000 tons fisk hvert år bliver fanget og efterfølgende smidt døde tilbage i havene alene omkring Danmark. Det er et generelt problem ikke kun i danske farvande, og det er en højt prioriteret dansk mærkesag at få stoppet udsmid i forbindelse med den kommende fiskerireform.
"Jeg ønsker et bæredygtigt fiskeri og jeg vil ikke acceptere, at naturressourcer går til spilde på denne måde. Derfor håber jeg også, at et forbud mod udsmid i Skagerrak kan vise vejen til at få udsmid forbudt i hele EU", siger Mette Gjerskov
Forbuddet betyder, at fiskerne fremover skal lande hele deres fangst. Til gengæld vil kvoterne blive hævet, og dermed give fiskerne mulighed for at lande flere fisk.
"Jeg mener et forbud mod udsmid også er i fiskernes interesse. Når alle fangster skal registreres og bringes i land vil den enkelte fisker være optaget af at bruge sine erfaringer på at fange de mest værdifulde fisk og dermed opnå et større økonomisk udbytte af kvoterne", siger Mette Gjerskov
Arbejdet går nu i gang med at finde frem til, hvilke fiskearter forbuddet skal gælde for, og hvordan fiskerne kan dokumentere, at alle fangster bliver bragt i land.
Yderligere oplysninger
Ole Poulsen, Kontorchef Fødevareministeriet: 4068 3650
Relevant information
http://www.fvm.dk
Firma
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K,
Danmark
20 91 59 01
20 91 59 01
http://www.fvm.dk